”Kunst med kant udfordrer og giver diplomatiet en ny dimension”

Værker af 15 danske billedkunstnere, designere og kunsthåndværkere er blevet en del af Den Danske Ambassade i Tokyo. Værkerne spiller sammen med bygningens japanske arkitektur og støtter op om ambassadens rolle som brobygger mellem dansk og japansk kultur

13.10.2017
Kronprinsparret var blandt de første til at se de nye danske værker på ambassaden i Tokyo. Her står de foran tre fotografiske værker af Rune Bosse.

Den Danske Ambassade i Tokyo er blevet et fornemt udstillingsvindue for dansk kunst og kunsthåndværk, ved lån af en række værker gennem Statens Kunstfonds Udlånsordning.

Det oplevede det danske kronprinspar og en delegation af danske ministre, da de i forbindelse med kronprinsparrets officielle besøg i Japan var på besøg på Den Danske Ambassade i Tokyo.

Bag værkerne på ambassaden står både etablerede kunstnere og nye talenter, der sammen viser noget af det bedste fra den danske kunst- og designscene netop nu. De mange værker er særligt udvalgt til at harmonere med ambassadens arkitektur og spænder bredt fra Lene Adler Petersens maleri ”Karen Blixen” til Jacob Jessens installation af brugte hverdagsgenstande og Ned Chantrells badedyr i blåt glas.

Den danske ambassadør i Tokyo Freddy Svane siger:

”På ambassaden lægger vi hvert år hus til et meget stort antal gæster og en lang række vigtige møder, der skaber grobund for godt diplomati og udveksling mellem dansk og japansk kultur. Kunst med kant udfordrer og giver diplomatiet en ny dimension. Derudover kan vi se, at kunst og design i høj grad bidrager positivt til profileringen af Danmark ved at pege på for eksempel kreativitet og innovation – værdier som også styrker dansk erhvervsliv og vores relationer til vores japanske samarbejdspartnere.”

Ifølge ambassadøren bliver det nu spændende i endnu højere grad at være værter for kunst, der udfordrer os og giver anledning til samtaler, da værkerne ikke blot fortæller om dansk kunst og formgivning, men også om dansk mentalitet og dansk tradition for dialog.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst Søren Taaning siger: 

”Vores ambassader rundt omkring i verden er vigtige vinduer udadtil, og her kan kunsten være med til at give et tidssvarende og nuanceret billede af Danmark. Samtidig peger de udlånte værker også på dansk kulturpolitik og vores kunststøttesystem, som er ret unikt i international sammenhæng.”

Fakta om tiltaget

Den Danske Ambassade i Tokyo har lånt værkerne gennem Statens Kunstfonds Udlånsordning.

Det er Statens Kunstfond, der har udvalgt og placeret værkerne i dialog med ambassaden.

I 2016 indgik Statens Kunstfond et lignende samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington i USA.

Realiseringen af begge udlån er støttet af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet.

Se udvalgte værker vist på ambassaden

Yderligere oplysninger:

Konsulent Johanna Lassenius, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 33 74 50 39, jla@remove-this.slks.dk 
Statens Kunstfonds pressetelefon 22 61 19 95

Siden er sidst opdateret: 21.11.2017

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)