Værd at vide om residencies

Hvorfor residencyophold

Med et residencyophold får du mulighed for at leve og arbejde i nye omgivelser inden for en organisation, der kan tilbyde netværksforbindelser, kunstnerisk sparring, praktisk hjælp, arbejdsro og/eller mulighed for at præsentere dit projekt. Et bredt udvalg af kunstinstitutioner, organisationer og kunstnerstyrede initiativer driver residencies. Der er over 1000 residencies verden over; nogle går under betegnelser som kolonier, retreats, artists’ communities, atelierfællesskaber og arbejdspladser. Det er vigtigt at undersøge det faglige niveau og karakteren af et residency, før du søger.

Residencies er forskellige

Residency-programmer er vidt forskellige både med hensyn til bolig- og arbejdsforhold, ansøgnings- og udvælgelsesprocedurer, professionalisme, antal af residenter, stedets miljø, teknisk udstyr, eventuelt tilknyttet program, økonomiske forhold og længden på ophold, der kan svinge fra 3 uger til over et år. Nogle steder stilles der krav til et konkret udkomme i form af et projekt, en udstilling, en forestilling, foredrag, oplæsning, workshop eller andet. Nogle residencies har en meget smal kunstfaglig profil, mens andre steder tilbyder ophold inden for alle kunstarter.

Ansøgning

Der er næsten altid en ansøgningsprocedure i forbindelse med residency-ophold. For det meste skal kunstneren indsende CV, motivation, projektforslag og dokumentation for sit kunstneriske virke til værtsorganisationen. Hvert sted har sine ansøgningsregler, og opholdene skemalægges ofte ½-1 år i forvejen. Kunstnere skal være inviteret til eller optaget på et residency-program på baggrund af en kunstfaglig bedømmelse, før Statens Kunstråd kan søges om støtte.

Forberedelse og valg af residency

Det tager tid at søge informationer, finde et residency der modsvarer dine behov, skrive ansøgning og planlægge opholdet. Ansøgningen og projektbeskrivelsen bør rettes direkte mod det specifikke residency med dets særlige geografiske, kulturelle, praktiske og kunstfaglige forhold. Husk at særlige sprogkundskaber kan være påkrævede. Stedets miljø og antallet af kunstnere kan ofte betyde mere end den geografiske placering, og under alle omstændigheder er stedets professionalisme den vigtigste forudsætning for støtte fra Statens Kunstråd.

Værtsinstitutionens engagement og tilknyttede programmer

Tidligere havde residencyophold ofte karakter af refugium. Selvom sådanne stadig eksisterer, har de fleste residencies tilknyttet programmer i form af workshops, udstillinger, opførelser, åbenthusarrangementer, foredrag m.m., der sikrer en aktiv kontakt med kunstmiljøet og muligheder for at skabe netværk. Samarbejdet med værten er et vigtigt aspekt af et ophold, og det er en forudsætning for at søge støtte fra Statens Kunstråd, at værtsinstitutionen har et professionelt program.

Økonomi

Nogle residency-programmer dækker udgifter til husleje, materiale og diæter, andre dækker intet. Under alle omstændigheder koster det penge at tage på et residency-ophold, og de faste udgifter i hjemlandet kommer ofte oven i. Undersøg de økonomiske forhold grundigt, før du søger. Statens Kunstråd kan støtte rejseudgifter og give et månedligt stipendium i op til 6 måneder.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)