Paul Gadegaard udsmykning søger ny placering

Paul Gadegaards udsmykning på Politigården i Holstebro. Foto: Bygningsstyrelsen

En farverig Paul Gadegaard udsmykning søger ny placering, da Politigården i Holstebro skal fraflytte den bygning, hvor værket i dag er placeret. Alle offentlige institutioner har mulighed for at søge om, at modtage værket, der måler 6 x 6 meter.

I Paul Gadegaards malerier støder farverne op til hinanden med deres afgrænsede fantasifulde geometrier og får både de kantede former og farver til at stå knivskarpt frem. I denne udsmykning er det som om, de kantede farvede felter er sprunget ud af maleriet og klatret op på væggen.

Udsmykningen er som Gadegaards øvrige værker konkret kunst, hvilket vil sige, at formerne ikke er andet end sig selv. De hverken symboliserer eller afbilder andet end farvernes, formernes og konstruktionernes uendelige variationsmuligheder.

Ansøgningsvejledning

Hvem kan søge?

Statslige, regionale, kommunale eller andre institutioner, der er tilgængelige for en bredere offentlighed kan søge om at modtage skulpturen.

Sådan vurderes din ansøgning

Det er Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, der vurderer de indkomne ansøgninger på baggrund af følgende kriterier:

  • Tilgængelighed
    Ansøgningen bliver vurderet på hvor mange mennesker, der kommer det sted, hvor I gerne vil placere kunstværket.

  • Stedets egnethed til kunst
    For at sikre gode helhedsløsninger i samspillet mellem kunst og sted vil udvalget vurdere, hvordan de fysiske rammer hos jer, vil fungere sammen med skulpturen. Det handler fx om samspillet med arkitekturen og indretningen samt om sikkerhedsmæssige forhold hos jer. Det er derfor vigtigt med grundig fotodokumentation af stedet.

  • Motivation
    I vurderingen af ansøgningen bliver der lagt vægt på, at I motiverer, hvorfor I ønsker at modtage kunstværket, hvordan værket vil kunne indgå i den daglige brug af institutionen og hvilken forskel I mener, skulpturen vil gøre hos jer.

  • Formidling og lokal forankring
    For at sikre lokalt ejerskab af kunsten, bliver der også set på jeres vilje til at engagere jer i formidlingen af kunsten hos jer. Fortæl, hvordan I vil påtage jer at formidle kunstværket til brugere og besøgende i hverdagen.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

  • Motiveret ansøgning på én side.
  • Grunddig fotodokumentation af den nye placering

Ansøgningsfrist

Ansøgningen sendes som pdf-fil til bild@remove-this.slks.dk senest mandag d. 29. maj 2018 kl.12.00.

Betingelser for modtagelse af skulpturen

Den nye ejer:

  • overtager ejerskabet af kunstværket samt drift og vedligeholdelsespligten af værket
  • afholder samtlige udgifter forbundet med flytningen af værket samt eventuel genetablering af rummet, hvor værket har været placeret i. Estimeret udgift til flytning af værket til en anden placering i Holstebro området ca. 15.000,- dkk. Prisen er ikke inklusive ophængning på ny adresse.

Hvornår får I svar?

Alle ansøgere får svar inden for 14 dage fra ansøgningsfristen.

Hvornår kan værket hentes?

Værket skal være flyttet fra den nuværende adresse senest d. 25. juni 2018.

Har I spørgsmål?

Hvis I har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Johanna Lassenius, jla@remove-this.slks.dk 33 74 50 39 eller Inger Krog ikr@remove-this.slks.dk 33 74 45 30

Om værket

Kunstner:
Paul Gadegaard

Titel:
Uden titel

Produktionsår:
1979

Materialer:
Relief i bemalet træ

Dimensioner:
6 x 6 meter

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)