Genstart boligbyggeriet!

Der er brug for at gentænke og genstarte dansk boligbyggeri. Derfor vil Statens Kunstfond samle byggeriets parter i et ambitiøst og nytænkende Boliglaboratorium – for boligbyggeriet skal svare på nutidens problemstillinger.

26.6.2019
Foto: Nord Architects

Et nyt boliglaboratorium skal på initiativ af Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg over de næste tre år give inspiration til at nytænke og genstarte den gode boligbebyggelse. For vores boliger angår os alle, boligen har væsentlig værdi og stor betydning for vores vores hverdag og vores livskvalitet – derfor skal boligudbuddet i Danmark også imødekomme vores samfunds samlede behov og ønsker, og svare på nutidens problemstillinger. 

Formand for arkitekturudvalget Ellen Braae siger: 

”De seneste år har der været godt gang i boligbyggeriet landet over. Antallet af nye byggerier er på højde med det omfang, man så i årtierne efter Anden Verdenskrig. Men tiden er en anden, og selvom vi generelt har en høj boligstandard her i Danmark, er det ikke altid, at kvalitet og skønhed følger med, når tempoet i byggeriet sættes op.” 

Nyskabende Boliglaboratorium

Ambitionen med Boliglaboratoriet er at skabe et nødvendigt nybrud i dansk boligarkitektur. Et nybrud, der kan videreudvikle den gode danske byggetradition, hvor boliger formgives med ambitioner om både skønhed, funktion, menneskers trivsel i hverdagen og med omtanke for den verden, vi lever i. 

Drømmen er at styrke den arkitektoniske kvalitet i boligbyggeriet og skabe et boligbyggeri, der i højere grad formgives med udgangspunkt i de lokale kvaliteter og betingelser. Det betyder, at boligerne på tværs af landet ikke vil og skal ligne hinanden, men derimod være svar på specifikke udfordringer og understøtte stedets geografi, identitet, demografi og skabe ramme om lokale fællesskaber. 

Boliglaboratoriet har som mål at realisere en række eksempelbyggerier rundt om i landet, der viser, hvordan nutidens udfordringer potentielt kan blive til fremtidens løsninger. Det kan være ombygning eller nybygning, stort eller småt – i byen eller på landet.

En åben invitation 

Første skridt er en åben invitation til alle boligselskaber, politikere, bygherrer, arkitekter, ingeniører, entreprenører og myndigheder og andre, om at være med til at slippe de få og begrænsende skabeloner og gå nye veje med deres talent, viden, vilje, byggeret og finansiering. 

”Nutidens problemstillinger kræver nye arkitektoniske svar, som bedre afspejler befolkningens sammensætning og måde at leve på. Boliger som blandt andet forholder sig til klimaudfordringerne og har større omtanke for bæredygtighed og rumlig organisering – og som vi kan elske” siger Ellen Braae. 

NORD Architects varetager den samlede projektledelse på vegne af arkitekturudvalget. Hvis man har et konkret boligbyggeprojekt eller en byggegrund, som vil egne sig til Boliglaboratoriet, kan man allerede nu kontakte Statens Kunstfond.

Kontakt og yderligere oplysninger 

Anton Bech Jørgensen, Slots- og Kulturstyrelsen, abj@slks.dk, tlf.: 40 42 91 43
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Siden er sidst opdateret: 3.7.2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)