Michael Geertsen tager et ordentligt livtag med Hans Hjorth, keramikken, sig selv, hele den danske designtradition og fortællingen om denne. For udstillingen præmieres han af Kunstfonden. Foto: Kasper Agergaard Kristensen.

Kunsthåndværk og design: årets præmieringer

Årets præmieringer går til kunsthåndværkere og designere, der er udfordrende, udtryksfulde og visionære.

8. december 2021

årets præmierede er:

Michael Geertsen præmieres med 50.000 kroner for udstillingen ’Geertsen vs Hjorth’ på Hjorths Fabrik i Rønne. Hovedhængte katte, flagermus og gedebukkehorn møder kegler, cylindere og cirkelskiver i Geertsens stramme hybrid-kompositioner med en overbevisende udtrykskraft. En fabulerende leg med former og motiver understøttes på smukkeste vis af, at grundtonen holdes ren i det sortbrændte ler. Geertsen har taget et ordentligt livtag med Hjorth, keramikken, sig selv, hele den danske designtradition og fortællingen om denne. At Michael Geertsen har kunstnerisk nerve og mestrer sit håndværk, kan ingen være i tvivl om.

Maj-Britt Zellmer Olsen og Sarah Oakman præmieres med 50.000 kroner hver for deres virke og for deres arbejde med at etablere Matter - House of craft på Nexø havn. Legatudvalget er imponeret over, hvorledes stedet rummer det store spænd fra udfordrende og undersøgende eksperimenter til dagligdags objekter, der kan finde deres plads på hvert et middagsbord – uden at kæden springer af, og hvor yderligheder klæder og beriger hinanden. Matter – House of Craft er et fantastisk vitamintilskud til Nexø og Bornholms allerede boblende keramik- og glas miljø med et vidt udsyn, som vi håber kan være til inspiration for andre.

Han Kjøbenhavn og Casper Sejersen præmieres med 100.000 kroner for ’Sweet Melancholia - The Han Kjøbenhavn autumn/Winter 2021 show’. Tøjet er skåret skarpt og undersøger den bittersøde melankolis mange lag og konnotationer gennem et udsøgt formarbejde, hvor proportioner forskubbes og forstrækkes i en egenartet dans med lethed og tyngde, så man som beskuer nærmest føler sig svimmel, når man ser på kreationerne. Han Kjøbenhavn har et overlegent overblik over virkemidler, som de doserer i formfuldendt præcision. De udfordrer og flytter normerne for beklædningsdesign og skubber modigt til konventionelle forestillinger om krop og køn, mens de til fulde demonstrerer fagets fortællende og kommunikative potentiale.

Mikael Jackson, Stine Jespersen og Lea Mi Engholm præmieres med 25.000 kroner hver for deres fælles udstilling ’Infrastructure’ på Peach Corner. Med præcision og kontrol, samt mod til at overgive sig til tilsyneladende tilfældigheder, brænder de igennem med personlige og særegne udtryk. Lea Mi Engholm snor leret til det næsten ikke kan mere – de tynde snore snor sig selv og hinanden til fine snoede formationer. Stine Jespersen udfordrer gentagelsen i sine symmetriske åbne figurer. Mikael Jackson stabler tynde ler stænger i udfordrende konstruktioner – som mere ligner stål end ler. På trods af de forskellige teknikker ses en tydelig rød tråd gennem hele udstillingen.

Kim Buck præmieres med 50.000 kroner for smykkeudstillingen ’Kammertonen’ på A. Petersen. Smykkeudstillingen slår i mere end en forstand tonen an for, hvad smykkekunst kan. Ud over – naturligvis – at være æstetisk og sublimt kunsthåndværk fortæller hvert smykke en historie, udfordrer, stiller spørgsmål og leger med vores forståelse af den verden, vi lever i. Kim Buck udforsker og udvikler produktionsmetoder, former og materialer, som giver smykker værdi til flere end de få, som bliver smykkernes bærere - de retter blikket på symboler - især religiøse - som i den grad tegner vores kultur, uden at vi tænker over det og omorganiserer dem i nye og selvfølgelige konfigurationer.

IC3-toget præmieres for at være indbegrebet af godt dansk design. Selvom toget har mere end 30 år på bagen imponerer det stadig rejsende med sin tidløse, funktionelle og smukke indretning samt revolutionerende koncept. IC3-toget byder samtlige passagerer på førsteklasses design og gør dermed dansk design tilgængeligt for alle i hele Danmark. Toget er en fornem ambassadør for den danske designkultur, og noget vi alle kan være stolte over og have glæde af.

Fakta

Ringe skåret i træ
Kim Bucks soloudstilling 'Kammertonen' på galleri A. Petersen spiller på mundheldet om at holde kammertonen, altså tale ordentligt. For udstillingen præmieres Kim Buck af Kunstfonden. Foto: Dorte Krogh.

Fakta

Om præmieringer

Kunstfonden præmierer hvert år et antal skabende kunsthåndværkere og designere, som har betydet noget særligt for dansk kunsthåndværk og design.

OM STATENS KUNSTFONDS LEGATUDVALG FOR KUNSTHÅNDVÆRK OG DESIGN

Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design består af beklædningsdesigner og udvalgsleder Anne Damgaard, møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen og designer Øivind Alexander Slaato.

 

Mere