’Ukurant Objects.’ Lærke Ryom, Kamma Rosa Schytte, Kasper Kyster og Josefine Krabbe Munck præmieres for udstillingen hos NytiBo. Foto: Peter Vinther.

Kunsthåndværk og design: Årets præmieringer

En kunstfærdig kuglebane, en modig kollektiv udstilling og et gigantisk samskabelsesværk i stof og tråd. Årets modtagere af præmieringer for kunsthåndværk og design er modige og legende.

15. december 2020

Anne Damgaard, udvalgsleder for Legatudvalget for Kunsthåndværk og design, siger:
’Det har været en stor glæde for os at uddele vores første præmieringer. Vi har hyldet eneren med sin egenartede, fascinerende og vedholdende praksis, kollektivet af unge talenter med vilje og mod til at udfordre faget og den gængse opfattelse af godt design, samt det stort orkestrerede samskabelsesværk med 778 borgeres personlige, følelsesfulde og poetiske refleksioner over grænser i nål og tråd – fysiske såvel som mentale. Vi glæder os over den store spændvidde vores fagområde repræsenterer og ser forventningsfuldt frem til de mange gode kunstoplevelser der ligger foran os.’

Årets præmierede er:

Teis Dich Abrahamsen præmieres med 100.000 kr. for værket ’Kuglebanen til det offentlige rum. Det enestående værk består af flere lian kuglebaneforløb i et stort og smukt glasskab og 100 drejede trækugler i forskellige træsorter. Kugleskabet er en hyldest til legebarnet i os alle - aldrig før er kuglebanen blevet taget så seriøst og udført så konsekvent og kunstfærdigt, som det er tilfældet her, så ingen kan undgå at blive fascineret.

Iben høj præmieres med 50.000 kr. for værket ’Grænseløse sting.’ Et mageløst og gigantisk værk i stof og tråd, som rummer 778 borgeres personlige refleksioner over grænser - fysiske som mentale. Værket er blevet til på Trapholt Kunstmuseum i anledning af 100 året for den nordschleswigske genforening med Danmark. Det er et energi- og følelsesfuldt samskabelsesværk styret med et sikkert blik for formater, rumlighed, materiale- og farvevalg, der gør oplevelsen nærværende og intens.

Ukurant - Lærke Ryom, Kamma Rosa Schytte, Kasper Kyster og Josefine Krabbe Munck, alle nyuddannede designere fra Kunstakademiets Designskole, præmieres med i alt 50.000 kr. for udstillingen ’Ukurant Objects.’ Gennem objekter skabt af 24 eksperimenterende og talentfulde designere stiller udstillingen spørgsmål ved, hvordan godt design kan defineres. En kraftpræstation af en udstilling som forhåbentlig kan ryste støvet af os allesammen - og give mod til at træde uden for de sirligt afstemte stier som nok er smukke og sikre men også kan gå i ring; ud i ubetrådt terræn og ind i fremtiden.

Iben Højs udstilling ’Grænseløse sting’ på Trapholt. Foto: Kenneth Stjernegaard/Trapholt

OM PRÆMIERINGER

Kunstfonden præmierer hvert år et antal skabende kunsthåndværkere og designere, som har betydet noget særligt for dansk kunsthåndværk og design.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design

Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design består af beklædningsdesigner og udvalgsleder Anne Damgaard, møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen og designer Øivind Alexander Slaato.

 

Mere