Kunst slanger sig igennem Vollsmose
En 210 meter lang sti fyldt som en tætpakket stjernehimmel skal slange sig igennem Vollsmose. Det er planen for et nyt kunstværk, borgerne har været med til at udvælge, og som bakkes op af Statens Kunstfond og Odense Kommune.
25. februar 2020
Runde granitfliser sat sammen med farverige mosaikcirkler skal ligne en sky af planeter og andre himmellegemer, som overlapper hinanden og skaber nye mønstre. Kunst som en drømmesti, der leder tankerne hen på en rejse ud i kosmos. Det er blandt andet det, beboerne i Vollsmose har i vente, når ’Galaksestien’ står færdig i 2021.
Tag en afstikker
Kunstner Jens Settergren er valgt til opgaven og går nu i gang med arbejdet i Vollsmose. Beboerne i området vil kunne tage en afstikker fra den brede hovedsti og gå på opdagelse off road på den nye ’Galaksesti’.
Mette Rørvig, som bor i Vollsmose, har været med til at vælge projektet. Hun glæder sig til, at kunsten står klar:
”Jeg er meget begejstret for Galaksestien. Værket opfylder mange af de krav, der kan stilles til et kunstprojekt her i Vollsmose. Hvor er det smukt, at en kunstner har tænkt på at hente stjernerne ned fra himlen og lægge dem i jorden her i Vollsmose. Vi lover at træde varsomt på dem!”
Børn med i workshops
Settergrens arbejde kommer til at inddrage de børn og unge, der bor i området. Galaksestien forbinder folkeskolen og gymnasiet med beboelsesområderne, og derfor vil mange børn og unge møde og bruge den nye kunststi.
Igennem workshops på det lokale bibliotek, ungdomsinstitutioner eller skole får børnene blandt andet selv mulighed for at skabe mosaikker ud fra egne idéer og tegninger og også komme med deres indspark til billedmosaikkerne i Galaksestien.
”Da vi skulle vælge kunstprojektet, var vi meget opmærksomme på, at stien skulle være en læringssti for folkeskoleeleverne og for ungdomsuddannelserne. Jeg kan godt lide, at der bliver lavet specielle workshops. Mange af vores børn og unge har rødder i lande, hvor mosaikken har været brugt. Jeg er derfor spændt på, om der kommer noget frem, som på en eller anden måde er ’lagt ned’ i dem,” fortæller Mette Rørvig.
Ud til alle postnumre
For Statens Kunstfond er det vigtigt, at alle borgere får mulighed for at opleve kunst, uanset hvilket postnummer, de bor i. Det er netop visionen bag opbakningen til det kommenende kunstværk i Vollsmose.
Formand for Statens Kunstfond Michael Bojesen siger:
”Idéen med dette anderledes og langstrakte kunstværk er at skabe nye forbindelser i området og bidrage med nye historier om det, at være menneske. Vi håber, der er rigtig mange beboere i området, som vil tage godt imod kunsten, og at det kan sætte samtaler igang i og uden for Vollsmose.”

Fakta om drømmestien
’Galaksestien’ er skabt at kunstner Jens Settergren og bliver etableret som en integreret del af den gennemgribende infrastruktur- og byudviklingsplan ”Fremtidens Vollsmose”, som Odense Byråd står bag.
Statens Kunstfond støtter med 1 million kr., mens Odense Kommune støtter projektet med 800.000 kr.
Projektet er udvalgt af repræsentanter fra Vollsmose, boligorganisationerne Civica og FAB, Odense Kommune, Brandts og Statens Kunstfond efter en konkurrence, som i alt seks kunstnere var inviteret til at deltage i.
Stien er færdig i 2021.
Kunst i udsatte boligområder
Statens Kunstfond støtter kunst i udsatte boligområder. Blandt andet igennem drømmestien i Vollsmose, men også igennem projekter som ’6705 X Statens Kunstfond’ og ’Kunst i Værebro Park’.