Kunst på villavejen og i Virtual Reality
Med støtte fra Statens Kunstfond skaber syv projekter nye måder at formidle billedkunst til børn og unge. Mød tre af projekterne, der bringer kunsten ud i byen, ind i fremtiden og helt tæt på børn og unge.
12. januar 2021
Kunsthal Aarhus’ projekt ’Billeder fra Fremtiden’ lader børn og unge gå på opdagelse i kunstværket Spaceframe Complex gennem digitale værktøjer bedst kendt fra biografsædet og mobilsensationen Pokémon Go.
’Billeder fra fremtiden’ er ét af de syv projekter, der har fået støtte af den nye pulje ’Børn og unges møde med billedkunst.’ Med 800.000 kroner uddelt i slutningen af 2020 kickstarter puljen nye eksperimenter for, hvordan samtidskunst formidles til børn og unge.
”Puljen skaber nytænkning for at nå fremtidens brugere af kunstinstitutionerne,” siger Jacob Fabricius, kunstfaglig direktør for Kunsthal Aarhus. Kunsthallen har allieret sig med kunstner Rikke Luther og VR-producenten Khora og lægger gennem VR og AR-teknologi et virtuelt lag over den virkelige verden, hvor børn kan finde spor og aktivere viden om et kunstværk.
”Vores pilot-projekt trækker tråde til globale udfordringer om klima og de fodtryk, vi sætter i verden på både godt og ondt. Projektet løsner op for en samtale om børn og unges tanker og visioner for fremtiden. Her er kunst et virkelig godt springbræt, som åbner for vilde, utopiske, og anderledes tanker,” siger Jacob Fabricius.
Ikke ’kunst for børn’
Fælles for ’Billeder fra fremtiden’ og de øvrige støttede projekter er, at de formidler kunsten på nye platforme, gennem nye samarbejder og ved hjælp af nye værktøjer, siger Lisette Vind Ebbesen, udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Billedkunst.
”Projekterne lægger op til, at børn og unge ikke bare møder kunsten, men også får noget værdifuldt ud af mødet. De engagerer og skubber til målgruppen og kan være med til at sætte vigtige samtaler og tanker i gang,” siger hun.
Projekternes rammer, samarbejder og målgrupper spænder bredt - fra børn i daginstitutioner til unge på produktionsskoler - og viser, at det er muligt at nytænke mødet med kunst for børn og unge uden at lave decideret ’kunst for børn,’ siger hun.
”Nogle tænker måske, at samtidskunst kan være svært tilgængeligt, særligt for børn og unge, men projekterne gør op med den myte og tager livtag med alt fra Virtual Reality til Performancekunst.”
Vender vrangen ud
Lisette Vind Ebbesen peger på Ringsted Galleriets Formidlingscenter som et eksempel på et projekt, der gør Danmarks ypperste samtidskunst spiseligt for børn og unge. Lidt afsides i et villakvarter i Ringsted vil det kunstnerdrevne galleri åbne et formidlingscenter i den tidligere industribygnings rå rammer.
”Formidlingscenteret bliver en fleksibel platform, der inviterer børn og unge indenfor, men samtidig vender vrangen ud på galleriet og sender kunsten ud i byrummet i 2021,” fortæller Heidi Hove, billedkunstner og co-daglig leder af galleriet i fællesskab med kollega Morten Jacobsen.
”Vi er et kunstnerdrevet udstillingssted lidt tilbagetrukket i en lille by, hvor der ikke er mange kunstinitiativer, og vi synes, at det er vigtigt at alle børn får adgang til kunsten. Kunst åbner en helt ny verden for børn og unge og åbner blikket for spørgsmål om, hvordan vi lever, og hvordan vi bruger vores offentlige rum,” siger Heidi Hove.
Højlydte ambitioner i Struer
Et andet projekt, der ifølge Lisette Vind Ebbesen sætter barren højt, er ’Lydens Landskaber.’ I 2019 bragte projektet 500 børn fra kommunens skoler helt tæt på Lydkunstbiennalen Struer Tracks’ udstillede værker. I år er ambitionen at nå hele 1000 børn i ’Lydens By,’ fortæller Isa Paludan Asboe, formidlingsleder ved Struer Tracks.
”Det er et helt særligt møde, der opstår, når toppen af poppen af international lydkunst kommer til den her mindre provinsby. ’Lydens Landskaber’ giver elever, der måske ikke er vant til at se samtidskunst i deres hverdag, adgang til et kreativt frirum, læring på en mere abstrakt måde, og til at møde kunst, der også bare får lov til at være kunst,” siger hun.
Fakta

Fakta
Børn og unges møde med billedkunst
’Børn og unges møde med billedkunst’ er en ny pulje, der giver støtte til nytænkende formidling af billedkunst til børn og unge.
Puljen giver støtte til for eksempel kunsthaller, gallerier, kunstnerdrevne udstillingssteder, kunstnere og kunstformidlere, der skaber nye rammer for børn og unges samtaler og oplevelser med kunsten.
Ved første uddelingsrunde i november 2020 blev 800.000 kroner uddelt til syv projekter. I 2021 er der afsat 4,2 millioner kroner til uddeling. Kommende ansøgningsfrister er 21. januar og 19. august.
Ansøg puljen 'Børn og unges møde med billedkunst'