Kalle bag kameraet

Fra Natural Born Killers til Christian den IV. Mød filminstruktøren Kasper Kalle. Han bliver kaldt den nye Carl Th. Dreyer og går efter film, hvor publikum kan mærke kunstneren bag kameraet.

Filminstruktøren Kasper Kalle er blevet kaldt dansk films nye Th. Dreyer’, men han forsøger at lave de film, han selv gerne vil.

Man skulle måske ikke tro, at der var en lige linje fra den kulsorte satirefilm ‘Natural Born Killers’ til en dansk film om Christian IV. Men det er der. Da Oliver Stones postmoderne dræberkomedie med Juliette Lewis og Woody Harrelson i hovedrollerne fik premiere, var en 11-årig dreng fra Hinnerup lidt uden for Aarhus nemlig i biografen med sin storebror. Den 11-årige dreng var Kasper Kalle. I december var der premiere på hans første spillefilm, ‘Christian IV – den sidste rejse’.

“Indtil jeg så ‘Natural Born Killers’, vidste jeg ikke, at der var noget, der hed en filminstruktør. Men filmen bruger animation, den skifter fra sort/hvid til farver, der er dåselatter. I den første scene gentager en servitrice den samme replik to gange, første gang neutralt, anden gang meget flirtende. Det var så tydeligt, at der var en stemme bag den film, en fortæller,” siger Kasper Kalle:

“Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at det ikke var en film, hvor man bare forsvandt ind i en verden, men faktisk blev bevidst om, at det var en film.”

Efter den oplevelse vidste Kasper Kalle, at han selv ville lave film. Den personlige nerve som gør, at man mærker mennesket eller fortælleren bag, har betydning for film og al anden kunst, mener han.
 
”Jeg bliver rørt, når jeg kan mærke, at der er nogen, der har tænkt det her og har noget på hjerte. Jeg håber også, at man kan mærke mig selv i mine film.”

Eksperimenter som indgang

Her, 25 år senere er Kasper Kalles instruktørambitioner foreløbigt kulmineret med spillefilmsdebuten ‘Christian IV – den sidste rejse’. Det er et finurligt drama, der i stedet for at forsøge at fortælle hele historien om den legendariske konge følger majestæten på en enkelt karettur med skiftende rejsefæller og spring i tid. Det utraditionelle take på en periodefilm skyldes – måske – at Kasper Kalle ikke tog den helt direkte vej til filmfaget. Inden Filmskolen gik han nemlig først på Det Fynske Kunstakademi. Og lærte en masse:

“Det er meget billigere at lave kunst end at lave film, så i kunstverdenen bliver man opfordret til at eksperimentere. Man er ikke bange for at lave en fiasko, som man er i filmbranchen. Så jeg tror, jeg fik forstærket min lyst til at gøre noget nyt på Kunstakademiet, fordi vi fik at vide, at det kan være et mål i sig selv at finde nye måder at lave kunst på. Der er Filmskolen mere konservativ – men til gengæld bedre til at forberede folk på den virkelige verden.”

Den virkelige verden

Den virkelige verden har foreløbigt taget vældig godt imod Kasper Kalle. Allerede i forbindelse med afgangsfilmen fra Filmskolen blev han kaldt 'den nye Carl Th. Dreyer'. Alt efter temperament kan det være et stort kompliment eller noget af en ’pressball’. Kasper Kalle forsøger at tage det roligt:

“Som kunstner skal man prøve at ignorere det lidt, for i morgen er det en anden, der er det nye. Så det vigtigste er at blive ved med at lave det, man selv gerne vil. Og stole på, at det er den rigtige retning.”

Succes og fiasko

Den holdning bliver jævnligt udfordret fra politisk hold, hvor mange gør sig til talsmænd for, at filmstøtte og kunststøtte skal gå til bred kunst, der rammer mange frem for at støtte det smalle og eksperimenterende, der ikke fanger et stort publikum. Til det siger Kasper Kalle:

“Det er helt, helt forkert. Dem, der går i en ny retning først, får måske ikke succes med det samme, men inspirerer andre, som så rammer et bredt publikum. Der skal være plads til eksperimenter, ellers udvikler vi os ikke. Film – eller kunst som sådan – skal ikke ses som enkeltstående værker, som kun er enten en succes eller en fiasko.”

Sin egen værste fjende

Når det er sagt, fortæller Kasper Kalle, at han i sin næste film tænker mere på publikum, end han har gjort tidligere. Det er stadigt tidligt i processen – bag Kasper Kalles stol hænger en stribe whiteboards med gnidrede notater og utallige post-its – og han kan ikke fortælle så meget om handlingen uden at spolere oplevelsen for kommende biografgængere. Men det er en hævnthriller sat i 1870’erne. Og det er en stærk personlig film, hvor man vil kunne mærke Kasper Kalle, som fortæller:

“Hvis man skal pege på et tema i mine film, så er det hovedpersoner, der er deres egen værste fjende. Jeg vil gerne beskrive, hvor svært det er at være menneske. Jeg havde mange problemer i min opvækst, og der brugte jeg film til ikke at være alene. At se film om karakterer, der gik igennem noget med sig selv, hjalp mig til at udvikle mig - og ikke at føle mig alene. Det er det, film og al kunst kan. Det er derfor, det er så vigtigt.”

Interview: Thomas Brunstrøm

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)