Hyggejazz, nej tak

Kathrine Windfeld om vildskab, improvisation og hvorfor verden ikke har brug for hyggelig jazz.

”Når jazz er god, er den vild og krigerisk og fuldstændigt ude af kontrol. Og helt fænomenal til at portrættere følelsen af angst og kaos og jordskred.” siger Kathrine Windfeld. Foto: Kim Leland, 2019.

Når man møder Kathrine Windfeld som journalist, oplever man to ting: For det første får man lyst til at gå hen i den nærmeste pladebutik og købe jazzplader. Ikke bare et par stykker, men VIRKELIG mange – fordi komponisten og big band-lederen Windfeld taler så utroligt passioneret om det, at man har svært ved ikke at blive revet med. Den anden ting, der sker, er, at man ærgrer sig over at have brugt tid på at forberede spørgsmål, for det er der virkelig ingen grund til. Man kan egentlig bare sige noget med jazz eller musik eller kunst som sådan, så taler Windfeld mere eller mindre uafbrudt i en times tid, mens hun gestikulerer som en ophidset italiener og ivrigt understreger sine pointer ved at banke i bordet, så det er mere held end forstand, at der ikke ryger en kaffekop på gulvet.

Jazz i nuet

Den 35-årige fynbo har gjort lynkarriere som komponist og big band-leder. Hun rejser Europa rundt og spiller jazz. Hvilket i princippet er sært, idet hun egentlig ikke kunne lide jazz som ung. Men Kathrine Windfeld er efter eget udsagn et nørdet menneske, og jazzen har mange udfordringer, der appellerer til hendes stridernatur. 

“Jazzen er det eneste sted, hvor jeg får en enorm mangfoldighed med harmonik, rytmik, farverigdom og det improvisatoriske, som er sindssygt vigtigt for mig. Det der med, at man tør at reagere i nuet. Der er mange faldgruber, for det kan sagtens være, at det bare ikke bliver særligt fedt, men det gør musikken mere ægte og levende. Det at improvisere bliver man aldrig færdig med at blive bedre til, og det gør, at jazz er en social sport,” siger Kathrine Windfeld og får i få sætninger, der til gengæld bliver sagt virkelig hurtigt, nævnt Cannonball Adderley, hardbop, Kurt Rosenwinkel, The Bad Plus, polyrytmik, Branford Marsalis og New York powerjazz som eksempler på alt, hvad der er godt ved jazz. 

Selvpromoverende musikere

Hun understreger, at hun også er meget inspireret af klassisk musiks dyder: Højt teknisk niveau, disciplin og instrumental virtuositet og formforståelse ”som jazzen kan have godt af”. Og fra rock og pop har hun taget det at turde brande sig selv. 

"Jeg har det dobbelt med det. Jeg kan godt skamme mig, hvis jeg selv synes, jeg laver for mange posts på Facebook og Instagram. Det lyder måske sindssygt overfladisk, at man gerne vil have et navn, og selvfølgelig er musikken min primære drivkraft, men hvis du gerne vil leve af din kunst, bliver du også nødt til at tænke over, hvordan du serverer den for folk. Jeg vil gerne sige noget med det, jeg laver, og det kræver, at man er synlig.” 

Kaos i perfektionistisk verden

Windfeld er med på, at jazz i nogle kredse opfattes som lidt støvet og ufarligt og udtaler da også selv ord som ’konservativ’ og ’hyggeligt’, som om hun har fået noget mad i munden, hun ikke kan lide. Hun siger:

”Det er vigtigt for mig at gøre noget nyt. Jeg vil helst ikke have, at jazz er for hyggelig, for det er ikke det, verden har brug for lige nu. Samfundet handler mere og mere om Photoshop og Instagram-filtre og at alt skal se perfekt ud, der kan jazzen et eller andet sindssygt, hvor man glemmer alt andet. Det er et vilkår i jazzen, at man spiller forkert. Hvis du spiller helt perfekt hele tiden, improviserer du ikke. Og det spiller godt op imod kontrolsamfund og perfektionisme. Når jazz er god, er den vild og krigerisk og fuldstændigt ude af kontrol. Og helt fænomenal til at portrættere følelsen af angst og kaos og jordskred.” 

Privilegeret møgunge? 

Kathrine Windfeld sidder lidt og smiler for sig selv. 

”Jeg ved godt, jeg er en privilegeret møgunge, der sidder og spiller klaver og skriver musik i stedet for at lave noget vigtigt som at være læge eller klimaaktivist. Men jeg bliver ret provokeret af kunstnere, der laver musik, der er konservativ eller hyggelig. Vi lever i en sindssyg verden, og uden at det, jeg laver, er decideret politisk, skal min musik have en fanden-i-voldskhed, der viser netop det. Og at jeg ikke er tilfreds med tingenes tilstand.” 

Politiske toner

Her kunne emsige typer indvende, at så længe man skriver musik uden tekster, er der grænser for, hvor meget man egentlig kan udtrykke. Kathrine Windfeld er kun delvis enig:

”Så længe du ikke skriver tekster, er det af gode grunde svært at lave politisk musik. Men når du skriver musik, der er oprørsk, signalerer du noget. Da Trump kom til magten, blev jeg fandeme bange. Det er første gang, jeg har grædt over noget politisk. Jeg skrev et nummer med nogle marchtrommer og nogle krampagtige toner og tromboner, der laver sådan nogle uhyggelige toner, som ikke er egentlige akkorder. Uden at jeg vil stå og tale om politik ved vores koncerter, så tror jeg, det har en værdi, at man kan høre, at jeg prøver at udtrykke noget frustration. Musik kan sætte følelser på plads. Musik kan være meditativ og befriende. Du kan omsætte sorg til skønhed med musik - det er en af musikkens fineste egenskaber.” 

Artikel af Thomas Brunstrøm, juni 2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)