Vrede kvinder

Dy Plambecks nyeste bog ”Til min søster” har skabt debat om, hvor vrede kvinder må være. Vi har talt med forfatteren om komplekse kvinder og et forfatterskab, som kredser om, hvor meget et menneske kan bære.

”Jeg tror, det er enormt vigtigt at se sit eget mørke i øjnene og erkende sin længsel efter destruktion,” siger forfatter Dy Plambeck. Foto: Andreas Houmann

”Hvorfor skræmmer det dig, at du skal føde en pige?” 

Sådan sagde den sygeplejerske, der lige havde fortalt forfatter Dy Plambeck, at hun skulle have en pige. Dy Plambeck svarede, at det kunne vist ikke passe. Ikke fordi hun ikke ville have en datter, men fordi hun selv, også i sit forfatterskab, har beskrevet fællesskaber, der oftest er befolket af mænd.

”Da jeg kom hjem, skrev jeg sætningen ned på en post-it. Det var der, ’Til min søster’ startede. Bogen blev en undersøgelse af, hvordan det er at være kvinde i verden i dag,” siger Dy Plambeck.   

Modsat hendes tidligere romaner som ”Gudfar” og ”Mikael”, der handler om en bikerklub og et soldaterfællesskab, kredser ”Til min søster” om et søsterfællesskab. Romanen, der udkom i maj, udfordrer traditionelle kvindebilleder og idéer om, hvad kvinder mon kan føle.

”Kvinderne i bogen er komplekse. Men først og fremmest er de kvinder, sådan som kvinder er: kærlige, rå, brutale og sårbare. Uden at det er modsætningsfyldt. Jeg har tænkt meget på mine veninder, imens jeg har skrevet den her bog. Måske kan andre kvinder læse romanen og genkende noget af sig selv,” siger hun.

Civilisationens vildnis

Siden debuten ”Buresø-fortællinger” fra 2005, har Dy Plambecks forfatterskab udforsket det sted, hvor mennesker står på kanten af samfundet. I ”Til min søster” tager søstrene Aya og Andrea ud i en skov i Sverige, hvor civilisationens fernis er tyndslidt, og møder deres eget mørke. Andrea vandrer rundt med et ladt jagtgevær og hævede blå mærker, mens Aya forsvinder ind i sin forskning og bestialske mordfantasier.

”Alle mennesker rummer mørke, men vi er mere vant til portrætter af kvinder, som søger lyset. Særligt hvis de er mødre. Mødre er ømme og kærlige og hjemmets base. Det går ikke, at mødre har mordfantasier. Det at se sit eget mørke i øjnene og erkende sin længsel efter destruktion, tror jeg, er enormt vigtigt,” siger Dy Plambeck.

Bristet mellemkød og brutalitet

Historien i ”Til min søster” begynder, da Aya føder en datter og efterfølgende kommer på et barselshotel. Måske på grund af romanens beskrivelser af fødslen, amning og bristet mellemkød har nogle anmeldere hæftet sig ved bogens ”brutalitet”. 

”Min mor sagde det på en meget god måde, da jeg spurgte hende, om hun ikke syntes, det var en barsk bog. Hun svarede: ’Jo, men altså, det er livet jo også nogle gange, Dy’,” siger forfatteren.

Da Dy Plambeck i 2014 blev gravid med sin datter, satte hun sig for at finde andre kvindelige forfatteres beskrivelser af fødslen. Men hun fandt stort set ikke andet end Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” fra 1976. Det kunne ikke passe, tænkte hun og fik ”sådan en fandenivoldsk følelse af, at så måtte jeg skrive om det selv.” 

”Fødslen er et vildt sted, et kæmpe kontroltab. Da jeg fødte, troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg sagde helt fattet til jordemoderen: ’Ved du hvad, jeg tror, jeg skal dø.’ Fødslen er et sted, hvor liv og død smelter sammen, og du ikke kan lade som om. Min roman handler om det sted, hvor alle masker er faldet,” siger hun.

Klam historie, too much information

Dy Plambeck bliver stadig overrasket over de reaktioner, der møder hende, efter at bogen er lettet fra post-its og notater på skrivebordet i Kirkelte i Nordsjælland, og har fået sit eget liv. Alt fra ”helt eminent, det er fremtidens klassiker” til en lytter, der havde hørt romanen som lydbog og i kommentarfeltet skrevet: ”klam historie, too much information.” En kommentar, der går igen, er, at bogen handler om ”komplekse kvinder.”

”Der var en læser, der spurgte mig, om det virkelig kunne være rigtigt, at Andrea både er frisør, meget belæst, går på jagt, kører i en sportsvogn og har levet i et voldeligt forhold. Hun spurgte: ’Kan det overhovedet lade sig gøre at være så kompleks som menneske?’ Ja, helt klart, sagde jeg. Jeg kender masser af kvinder, der rummer mange modsatrettede sider,” siger hun.

Ikke Guds bedste børn

En af de reaktioner, der har overrasket Dy Plambeck mest, er, at nogen mener, at mændene i hendes roman er usympatiske. For de to søstre i romanen er heller ikke Guds bedste børn. De har hævnfantasier og bevæger sig ind på traditionelle mandsdomæner med deres jagtgevær og sportsvogn. De er besværlige og komplicerede.

”Det har været interessant at se, at de mordfantasier, Aya har om sin søsters voldelige ekskæreste, har forarget nogen. Det har fået mig til at tænke over, om man kan skrive det samme om mænd som om kvinder. Litteraturhistorien er jo spækket med kvinder, der bliver myrdet af mænd. I min bog begår søstrene ikke engang mord, de drømmer bare om det,” siger hun og fortsætter:

”Romanen handler om at sige til læseren, at kvinder er mennesker med et lige så stort spektrum som mænd. Kvinder kan også blive vrede og have mordfantasier eller være mødre og stadig have lyst til sex.”

Interviewet af Sara Maarup Thomsen, september 2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)