”Tak til alle jer, der betaler skat”

Da billedkunstner Simone Aaberg Kærn åbnede sin email og så, at hun havde fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, fik hun med det samme trang til at sige tak til alle omkring sig. Så hun gav en omgang på den lokale kaffebar.

”Det er et kæmpe ansvar at have fået det arbejdslegat. Nu har fællesskabet investeret i mig – nu skal jeg fandme også levere noget for det!” Billedkunstner Simone Aaberg Kærn vil bruge sit legat på nye projekter om kvinder og militærhistorie. Foto: Andreas Hvidt

Hvordan reagerede du, da du fik nyheden?

Jeg sad på en kaffebar, hvor jeg sidder hver morgen, fordi jeg er i gang med at skrive en roman. Jeg skulle faktatjekke noget og åbnede min mailboks. Dér lå der en mail fra Statens Kunstfond. Jeg kom til at trykke på den. Det var slet ikke meningen - jeg skulle være i skrivemode. Jeg åbnede mailen og skreg. Rejste mig op med hænderne over hovedet og begyndte at tude. 

I kaffebaren var der et par få andre gæster og manden dag disken. Jeg gav en kop kaffe til dem og sagde tak. For kunst er noget, vi giver til hinanden. De andre i kaffebaren har givet legatet til mig. Jeg ser det som at samfundet har valgt at investere i mig. Så tak, til alle jer, der betaler skat. 

Hvad betyder det for dig at få det treårige arbejdslegat?

Det er ikke bæredygtigt at leve af at være kreativ. Du føler dig truet på din eksistens. Det er svært. Jeg har levet under økonomisk pres i 20 år. 

Derfor er det helt fantastisk. De næste tre år bliver måske den ene gang i mit liv, hvor jeg har en fast indkomst, som de fleste af mine medborgere. 

Legatet føles som mange millioner.

Legatet føles som mange millioner. Det vigtigste er at blive løftet ud af en økonomisk krisesituation, hvor man hopper fra tue eller tue. Nu kan jeg komme op i helikopteren - i overført betydning.

Det er det største, der kommer til at ske økonomisk for mig som kunstner. 

Den psykologiske effekt er enorm. Jeg kan lægge længere linjer i min praksis og virksomhed. Jeg får et overblik og kan se det fra en anden position. Det er nødvendigt for, at jeg kan udvikle min kunst. Det er vanskeligt at være skabende og kreativ, når man er i overlevelsesmode. Dem, jeg kender, som har fået det treårige arbejdslegat, har fået accelereret deres kunstneriske praksis og nået meget dybere og længere ud med deres kunst. Det treårige er en meget effektiv investering for landet. 

Hvad skal du bruge pengene på?

Jeg arbejder på store kunstprojekter i Kina, som jeg nu kan gennemføre. Jeg er i gang med et stort kunstprojekt om kinesisk kvinders flyvehistorie, som jeg udvikler sammen med kinesiske kvindelige piloter. Jeg har tidligere arbejdet med kvinder i militærflyvning. 

Kvinderne er som i de fleste andre lande ikke kommet med i historieskrivningen om kinesernes flyvehistorie. Den fadæse har man opdaget, da der nu er brug for arbejdskraften i en eksponentielt voksende flyveindustri. 

Projektet handler om, hvordan kvinderne i Kina forholder sig til deres egen deltagelse og udnyttelse af det propagandabillede, der nu produceres omkring dem, for at få flere til at blive piloter. Hvordan forholder man sig som menneske til de personlige muligheder, der åbner sig, balanceret med globale klimaudfordringer, som flyveindustrien er med til at accelerere? 

Så det handler om klimaudfordringerne?

Det er et sindssygt vigtigt dilemma. Værkerne skal undersøge og balancere mellem det at komme op, ud og få frihed til at rejse og udvikle sig professionelt, og samtidigt sikre en fremtid for sine børn og børnebørn. 

Vi er mange mennesker på denne planet, og vi står i et dilemma. Hvad fanden gør vi? Vi har 30 år til at vende situationen, og Kina er en stor spiller, hvis vi ikke får Asien med på at vende skuden, sker det ikke.

Jeg har ikke et svar. Og kunsten kan lige præcis holde de modsætninger og store dilemmaer op, vi har i vores verden op mod hinanden. Vi kan mødes om dem i kunsten. Mine værker trækker jeg med hjem, og det gør, at vi kan blive klogere på hvad f… vi gør nu? 

Interview, juni 2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)