Plads til det uperfekte og det menneskelige

På Odense Universitets Hospital, der åbner i 2023, er kunsten tænkt med fra starten.

Nina Wengels krystaller kan opleves i både samtalerummet og fællesrummet, hvor de er tænkt som et beroligende element, der også skal bringe lys og liv på de hvide omgivelser. Foto: Lars H. Laursen

Farver, lys og natur

Hvordan bliver vi påvirket af farver og lys? Kan kunst have en beroligende og positiv effekt på et hospital? Måske lige frem en helbredende effekt? Det er nogle af de spørgsmål, som billedkunstner Nina Wengel arbejder med. På Odense Universitetshospital (OUH) har hun installeret ældre og nyere kunstværker af 10 forskellige kunstnere på Neurokirurgiske afdeling. Det samlede projekt kan opleves i gangenes venteområder, i samtalerummet og på sengeafsnittet.

Foto: Lars H. Laursen

Naturen som tema, motiv og materiale

I de meget forskellige værker går naturen igen som tema. Der er klassiske landskabsmalerier fra både lokale og fjernere himmelstrøg. Der er print lavet af fotografier, hvor detaljer som grene eller blade er fjernet fra naturen og i stedet organiseret i forhold til størrelse eller farve. Der er beroligende planter malet på træplader, der kunne ligne printede forstørrelser fra et gammelt opslagsværk om lægeurter.

Foto: Lars H. Laursen

Det uperfekte og menneskelige 

I de enkelte kunstværker taler farver, materialer og overflader til sanserne. Værkerne bærer præg af den menneskelige hånd, der har skabt dem. Malingen ligger i tykke lag. Pladerne er tydeligt håndlavede. Der er runde og organiske former eller asymmetrisk ophængning af billeder. Disse personlige udtryk i kunsten og dens placering bliver en modsætning til det strømlinede og kliniske, man ellers typisk møder i hospitalers arkitektur og indretning. 

”Man kan opfatte værkerne som menneskelige, især fordi den uperfekte overflade forholder sig til de naturlige forandringsprocesser i menneskets krop og sind.” Fortæller Nina Wengel

Foto: Lars H. Laursen

Kroppen på langs

På gangen til operationsstuerne hænger en serie værker malet på ovale træplader. Træpladernes størrelse svarer til liggende menneskekroppe og tager patienternes synsvinkel, når de køres til og fra operationer. Malingen er hældt ud over de syv værker, der i udgangspunkt har hver sin farve: hvid, gul, orange, rosa, rød, blå, turkis, grøn.  

Foto: Lars H. Laursen

 

 

Lys, lamper og krystaller

I fællesrummet, hvor de pårørende opholder sig hænger en mobile med farvede glaskrystaller. Lyset reflekteres i de farvede krystaller og skaber liv på de hvide vægge.

”Jeg har tænkt det som et alternativ til en pejs. Når lyset rammer, danner det et flot farvespil på væggen og bringer liv og lys ind i rummet. Og så er værket på en beroligende måde hele tiden en smule i bevægelse.” fortæller kunstneren Nina Wengel.

I samtalerummet er der også arbejdet med krystaller. Her er i form af en lampe med rå krystaller, der giver et varmt lys, mens der på væggen hænger et stofværk med krystallignende mønstre. Pasteltegningerne af fynske landskaber fungerer som udkig i et ellers mørkt lokale uden vinduer.

Foto: Lars H. Laursen

Hvorfor kunst på et hospital? 

I hele det nye OUH, der åbner i 2023, er kunsten tænkt med fra starten. På Neurokirurgisk Afdeling U fortæller Oversygeplejerske Anne Pedersen:

"Når man er på sygehuset, har man brug for detaljer og andre indtryk end de hvide vægge. Det gælder både patienter og pårørende, der gerne vil opleve og snakke om noget andet end sygdom.”

På OUH er der værker af: Karl Bovin, Lotte Fløe Christensen, Peter Holst Henckel, Charlotte Houman, Henry Larsen, Tina Maria Nielsen, Jan Skovgaard, Hans Voigt Steffensen, Margrethe Sørensen og Nina Wengel.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)