Æstetik mod smerter

Æstetik og design gør en forskel for mennesker med lange sygdomsforløb og kroniske lidelser. Det mener makkerparret Kristoffer Vilhelm Pedersen og Thomas Hertz fra virksomheden Vilhelm-Hertz, der designer smukke krykker.

Henvendelsen fra Lea satte gang i produktion af krykker, som både virker og ser godt ud. Foto: Bo Toftager Nielsen

Hvad fik jer til at designe krykker?

Det hele begyndte, da vi blev opsøgt af en krykkebruger, Lea Dettmann, som spurgte, om vi kunne reparere hendes gamle krykke. Lea havde haft sin krykke, siden hun var 18 år, og nu var den slidt op. I stedet for at reparere den gamle krykke, tilbød vi at bygge Lea en ny krykke. Mødet med hendes satte gang i produktionen og efter otte måneder stod den første prototype klar.

Hvor finder I inspiration til jeres design?

Vi står på skuldrene af Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Finn Juhl og alle de andre danske klassiske møbelmestre, men vi finder også inspiration fra de solide danske håndværkstraditioner.

Hvorfor er det interessant at designe krykker?

Det gør en stor forskel, at vores krykker er smukke og ikke ligner en standard hospitalskrykke. Ligeså perfekt en hospitalskrykke kan være for et brækket ben, ligeså sygdomsgjort føler folk sig, når de som kronikere, går med hospitalskrykken hver dag som et permanent hjælpemiddel. Så bliver de set som et handicappet menneske og ikke som et menneske, der har et handicap.

Folk, der går med vores krykker, fortæller at de ikke længere bliver spurgt ind til, hvad de fejler. I stedet kommenter folk hvor smuk krykken er. Det er præcist som med dem, der bruger briller. De bliver heller ikke spurgt ind til deres ”synshandicap”, men får komplimenter for deres pæne briller.

Hvordan kan æstetikken gøre en forskel?

Æstetikken flytter og definerer os som mennesker. Det æstetiske sprog er betydningsfuldt. Hvis vores kunder ikke føler sig handicappede med en smuk krykke bliver de også mindre syge og får et mere aktivt og udadvendt liv. Vi oplever, at folk opsøger os på et tidligere stadie i deres sygdomsforløb, end hvis de skulle have en standardkrykke, fordi de ikke føler sig hospitaliseret af vores krykker. 

Hvordan oplever folk jeres krykker? Hvilke tilbagemeldinger har I fået?

Vi får mange tilbagemeldinger om færre smerter i skuldre, arme og ryg, fordi krykkerne er personligt tilpasset vores kunder i forhold til højde, bredde og fleksibilitet. Men først og fremmest fortæller folk os, at de oftere deltager i det sociale liv, og at de er ikke skamfulde over deres handicap.

Hvad har været udfordrende ved at arbejde i dette designfelt? Hvad har overrasket jer?

I starten blev vi meget overraskede over, hvor grimme mange hjælpemidler er og hvor meget de ligner noget, der kun bør være på en institution. Derudover er det kommet bag på os, at rummet for den æstetiske formgivning er ret lille, når man vil designe krykker. Formgivningen er nemlig præget af sygehusets æstetiske, hvor alle hjælpemidler har fokus på funktionalitet, nemt tilpasselighed og rengøringsvenlighed.

Overordnet set er vi positivt overraskede over, hvor pænt vi er blevet tage imod, både herhjemme men også i udlandet. Vi er også overraskede over den store taknemmelighed, folk viser os. Det kan ikke være alle snedkermestre, der modtager takkebreve fra deres kunder - og det føler vi os meget privilegerede over. 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)