Udvid hinandens horisonter

DRs nye bestyrelsesformand Marianne Bedsted fortæller om sit private kulturforbrug og om, hvorfor det kan være en god ide at tage sine ledelseskolleger og netværk med ud og opleve kunst.

Marianne Bedsted er direktør for stormagasinet Salling, Starbucks og burgerkæden Carl's Junior. Samtidig sidder hun i bestyrelsen for Musikken hus i Aalborg. Foto: Studio Waelder

Er der et kunstværk, du selv har et særligt forhold til?

Jeg købte et dejligt værk af Annette Norrentoft på 'Kunst For Alle' i Aarhus her i januar, som jeg hver dag glæder mig over at se på. Det hænger i vores spisestue og giver sådan en skøn ro. Derudover har jeg været inde og se stort set alle udstillinger på ARoS gennem de sidste mange år. Jeg holder virkelig af at komme på ARoS.

Er der emner, du specielt opsøger, når du skal opleve?

Jeg kan godt lide aktualitet og samtidighed i kunst og kultur, når kunstneren med sit værk ”svarer” på et emne eller en problematik, der er på den offentlige agenda eller åbner mine øjne for en ny måde at anskue verden på.

På den ene side er der film, forestillinger og udstillinger, jeg ser, fordi de har fået så meget positiv omtale, at jeg er nødt til at se dem. Omvendt kan jeg lige så godt få en stor oplevelse ved at høre en musiker på en undergrundstation eller se en ukendt men talentfuld designer eller kunstner.

Hvornår har du sidst oplevet kunst, som gjorde indtryk på dig?

Kunst og kultur gør altid indtryk på mig. En af de større i år var koncerten med den engelske jazz/pop-musiker Jamie Cullum i Musikkens Hus i Aalborg. Det var en virkelig stor og uforglemmelig oplevelse. Fra han gik på scenen og i koncertens to en halv times varighed, var jeg totalt fortryllet af ham, hans energi og den stemning, han og bandet formåede at skabe. Musikken var som altid gennemført fantastisk, og så er Jamie Cullum en imponerende entertainer, der springer rundt på scenen og på flyglet. Ud over en imponerende sangstemme spiller han også selv på flere instrumenter.

Hvem kan du bedst lide at opleve kunst og kultur sammen med?

Jeg kan allerbedst lide at opleve kunst og kultur sammen med mine børn og mand. Det er så givende, når vi alle fire bliver ramt sammen af kultur og kunstens impact og kan gå og vende det i perioden efter. For nylig så vi "Bohemian Rhapsody" sammen alle fire. Ud over det var en virkelig dejlig film, så var det også anledningen til at tale om Queen og om, hvor meget deres musik har betydet. Men ellers synes jeg nu også, det er hyggeligt at opleve kunst og kultur sammen med mine veninder. Det er god måde at være sammen på.Jeg har også inviteret min ledelsesgruppe med til forskellige kulturelle arrangementer, blandt andet koncerter og opera. Det er hyggeligt og anderledes at samles om som team – og en måde at udvide hinandens horisonter på.

Har du en kunstoplevelse eller et sted, du vil anbefale andre?

Jeg vil klart anbefale alle at tage på det nye Copenhagen Contemporary (CC) på Refshaleøen i København. Det er spændende installationskunst, som giver noget helt andet end billedkunst. Lige nu er der blandt andet en ultra spændende udstilling med den bolivianske-amerikanske kunstner Donna Huanca Lengua Llorona. Udstillingen omfatter både maleri, skulptur, duft, lyd og performance. Jeg har været med i bestyrelsen for CC i fire år fra starten med pilotprojektet på Papirøen til for få måneder siden, men måtte stoppe på grund af tidsprioriteringen til DR-formandsposten.

Derudover er jeg jo nødt til at anbefale Salling Rooftop! Det er absolut et ”must see” på taget af Salling i både Aarhus og Aalborg. Begge steder får man en forrygende 360 graders udsigt over byen, et byrum hvor man kan slappe af, reflektere, nyde udsigten og bare være.

I Aarhus åbnede vi for 1½ år siden, og der har allerede være 2 millioner besøgende. Det 2.000 kvm. tagareal i flere niveauer har blandt andet en stor scene, som vi bruger til alt fra koncerter, talks, jazz, udstillinger og meget andet godt. I fredags skød vi for eksempel SPOT Festivalen i gang sammen med SPOT og mange nye dygtige artister.

Interview, maj 2019

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)