Det var stort

Han elsker film, også de halvdårlige. Han glemmer navnet på musikeren, men husker koncerten og den gode stemning. Mød DR-værten Niels Krause-Kjær

Når Niels Krause-Kjær ikke præsenterer politik for danskerne i Deadline eller skriver politiske spændingsromaner, kan han godt lide at opleve kunst og kultur med sin kone Mette – og hvis det handler om den kolde krig, er han helt solgt. Foto: Christian Reinholtz

Hvornår har du sidst oplevet kunst, som gjorde indtryk på dig?

I foråret så jeg Erasmus Montanus på Østre Gasværk. Det var noget af det bedste teater, jeg i mit liv har oplevet. Jeg havde læst de forrygende anmeldelser, da forestillingen gik i Aarhus, men var slet ikke klar over, hvordan der blev leget med tiderne og historien i en handling, jeg jo troede, jeg havde styr på. ”Danmark er et fladt, kristent land,” fremstammer Erasmus Montanus på et tidspunkt i slutningen af forestillingen, hvor han nøgen – og i øvrigt afklædt på alle måder – må følge ordrer, inden tomaterne fra publikum regner ned over ham. Der var meget at tale om efter forestillingen. 

Er der et kunstværk eller en kunstoplevelse, du selv har et særligt forhold til?

Van Gogh-museet i Amsterdam og Picasso-museet i Paris står stadig som nogle meget store oplevelser. Nu lyder det, som om jeg ofte benytter den slags kulturtilbud og har forstand på det. Det er ikke tilfældet. Måske var det derfor, de begge gjorde så stort et indtryk på mig, så jeg stadig fornemmer det, selvom det er en del år siden. Og jeg elsker, som i elsker, at gå i biografen. Nogle ser jeg på grund af genre med min voksne søn, rigtig mange ser jeg med min kone Mette – hun har en evne til at finde film, som jeg aldrig ellers ville se. Og hvem kunne vide, at for eksempel islændingene laver fremragende film?  

Hvad var din seneste kulturoplevelse?

En dejlig aften på Montmartre med en jazz-interesseret kammerat. Jeg må med skam melde, at jeg ikke husker navnet på kunstneren, men kunne forstå på både min kammerat og de andre gæster på Montmartre, at det var stort. Jeg har ikke meget forstand på jazz, men det lød godt og ikke mindst stemningen ved at sidde med en masse mennesker, der havde forstand på det og nød det, gjorde oplevelsen ekstra god. 

Har du en kunstoplevelse, du vil anbefale andre at opleve?

Jeg er gennem de seneste 15 år kommet meget i Berlin og nyder tyskernes evne til, med udstillinger og i det offentlige rum, at forholde sig til deres fortid. De soner og undskylder i ét væk, men er rigtig gode til at gøre det på en sober, diskret og samtidig klar måde. Det gælder lige fra Holocaust-mindesmærket over for den amerikanske ambassade, skiltet ved den nærliggende parkeringsplads, der diskret viser, hvor indgangen til Hitlers bunker var, til de permanente og skiftende udstillinger på museer om nazitidens rædsler. Og hvis det på nogen måde handler om den kolde krig, er jeg helt solgt. Selvom det måtte være en halvdårlig film, så vil den alligevel være god.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)