Tragedierne fejres i Hirtshals

I begyndelsen blev Mads Nygaard ikke booket til oplæsninger. Netværket er ikke om hjørnet, og forfatterarrangementerne kan ikke betale turen hele vejen fra Hjørring. Men så ramte virkeligheden og sparkede karrieren i gang.

Mads Nygaard er egnsforfatter fra Hirtshals. Alle hans bøger tager udgangspunkt i hans egne oplevelser med de mennesker, han møder i lokalområdet. Foto: Tao Lytzen

Det sker i Hirtshals og Hjørring. Virkeligheden. Mads Nygaards forfatterskab er rodfestet i det lokale, i hans frivillige arbejde og i menneskerne, både dem der er født og opvokset i området og dem, der kommer langvejs fra som flygtninge. Det hele hænger sammen - livet og arbejdet – og han skriver om det, han oplever.

”Jeg plejer at sige, at jeg er blottet for fantasi. Jeg skriver dét, jeg ser,” griner Mads højt, ”og her i Hirtshals er der rigeligt med historier til mange romaner. Det er det, folk ikke helt forstår, at Vendsyssel er en guldgrube af historier. Vi ligner ikke resten af danskerne. Der er så mange festoriginaler, og her ser vi ikke skævt til hinandens forskelligheder.”

Forbindelsen mellem tragedien og komedien

Mads fik sit første legat i 2009 (ni år efter hans første udgivelse) på 25.000 kr. og i begrundelsen stod der, at tragedien og humoren går hånd i hånd i hans bøger. Han indkapsler den vendsysselske lune og mentalitet. Mads er stolt af begrundelsen, men anmelderne er ikke altid enige. 

”I mine romaner er dødsfald og død meget present. Det er humoren også. Intet er så grumt og katastrofebelagt, at det ikke kan bringe et smil frem. Og i det ligger der et meget smukt livssyn - en lad os komme videre-drift. Det er hjerteslaget i Vendsyssel. I anmeldelserne får jeg meget hug for præcis det. Jeg kan ikke blive taget alvorligt, når jeg midt i en begravelse bringer humoren frem. Heroppe er det sådan, at tragedierne kan hagle ned over en, men når tragedierne ikke er kommet i to uger – så holder du en fest,” siger Mads.

Sluk Øjet og de andre festoriginaler

”Jeg kørte ofte en rute fra vores gård uden for Tornby til Hirtshals med min far. På ruten stod en bestemt, ældre mand med en stok og vinkede. I mine romaner hedder han Sluk Øjet. Han var fisker, og han havde med tiden mistet synet, men han ville absolut ned til sin lillebitte båd. Så hver dag, stillede han sig ud på vejen og vinkede til alle biler for at få et lift til Hirtshals havn. Der sad han i båden hele dagen, indtil han kunne mærke, at solen ikke længere ramte hans ansigt. Så fik han et lift hjem igen. Og ingen stillede sig imod at køre ham frem og tilbage eller at forhindre ham i at bibeholde sin fisker-identitet ved hver dag at være på havnen. Jeg er helt på røven over den her kærlighed til sit erhverv,” siger Mads.

Men det har også konsekvenser at portrættere virkeligheden i et tyndt befolket område, hvor alle kender alle.

”Her er der større frihedsgrader end i storbyen, fordi der altid har været festoriginaler på den her egn. Jeg tror, det er derfor Niels Hausgaard er blevet så stor. Han henter også sit stof i festoriginalernes afdeling og står på mål for dem,” siger Mads.

Konfronteret af en pige fra 7.b

”I min bog Den Gamle Mand Med Trækvognen var der en karakter, der i lokalmiljøet gik under et øgenavn. Det øgenavn indrammede, hvordan han uophørligt slingrede, når han kom tøffende på sin knallert. Det øgenavn placerede jeg raskt væk i romanen. Så en dag var jeg ude på en skole og læse op af min bog. Efter oplæsningen kom en modig pige hen og sagde til mig, at det var hendes far, som blev portrætteret i bogen. Og hvorfor jeg ikke kunne have kaldt ham noget andet. Jeg synes, jeg beskriver alle karaktererne i min bog med stor kærlighed. Min egen far var en drukkenbolt, det er ude i det åbne, og det har jeg bearbejdet for længst, men prøv at sig det til en pige i 7. klasse. Hun har tilgivet mig, men det ramte mig lige der, hvor jeg ikke havde noget forsvar. Jeg tænker meget over mine skildringer af drukkenbolte, og at det ikke må være fraværende i teksten, at engang imellem er det sådan, livet former sig,” siger Mads.

Fra fiktion til virkelighedens fortællinger i lokalområdet

Ved siden af skriverierne fik Mads job i Hjørring Asylcenter i 2014. Da der kom 495 flygtninge til byen oplevede Mads, at de nytilkomne gerne ville møde de lokale. Det skræmte ham, at menneskemøder ikke var en del af asylsystemet plan. Så han satte gang i sit netværk i lokalområdet og kunstlivet for at skabe aktiviteter for de nye hjørringgensere. 

Mads Nygaards arbejde med Venligboerne har resulteret i en bog og et netværk med forfattere i hele Danmark. Nu er der en ny bog på vej, hvor de uledsagedes fortæller deres historier. Foto: Venligboerne

”Teater, musikskolerne, alle former for kunst. Det, kunsten har, er et fælles sprog, så selvom vi ikke kan tale med hinanden, kommunikerer vi gennem kunsten. Vi gik ned på den lokale danseskole, hvor min veninde Rikke lavede et dansearrangement for flygtningene. Og alle dansede. Det blev primetime for de afrikanske kvinder i løbet af en uge. De viste Rikke deres lokale danse. Ligeværdigt! Jeg giver noget – du giver noget. Det var simpelthen ikke noget, som asylsystemet viste interesse for, så jeg fortsatte med arrangementerne,” fortæller Mads

Forbudt at holde juleaften

Til jul stablede Mads og holdet bag Venligboerne en juleaften på benene for de flygtninge, som ville være med. De kalder det Eritreajuleaftenen, og den blev afholdt i en nedlagt kirke i Østervrå, som i dag er udstillingshallen PixlArt. Men Hjørring Asylcenter forbød fejringen, da man ikke må forfordele særlige religiøse fejringer. ”Drop arrangementerne og hold dig til skrivebordet,” var beskeden. 

Det fik Mads til at sige op på stedet, og det var begyndelsen på hans arbejde i Venligboerne. ”Da jeg kom hjem efter det store skænderi med min chef, opdagede jeg, at jeg selvfølgelig havde glemt mine nøgler på kontoret. Så jeg måtte tilbage, og så grinede min chef og jeg begge af episoden. Og det er et meget godt billede på, hvordan det er heroppe – alt behøver ikke være så alvorligt” griner Mads højt. 

Sætter kaffe over, når folk i nød banker på

I dag er Venligboerne en stor del af Mads’ liv både inden for litteraturen og alt det arbejde, han laver uden for skriverierne. I 2017 udkom bogen Venligbogen om hans oplevelser med de mange nye bekendtskaber, han har fået, og deres liv i Hjørring. Om at sætte kaffen over, når folk i nød banker på. 

Det er blevet en del af Mads forfatterskab at formidle Venligboernes arbejde på Facebook. Og det kom som en overraskelse for ham, at det var her forfatternetværket lå gemt.   

”Jeg bruger Facebook som et kæmpe stort højtaleranlæg. Der er mange, der deler min modstand mod systemtænkning. Der er sindssygt mange kunstnere, som gerne vil være med til at lave oplæsninger, hvor alle optræder gratis for at samle ind til uledsagede mindreårige. Efter en stramning i vinteren 2016 skal de betale for at få retten til at få deres familie til Danmark. Prøv at fortæl det til en 14-årig. ’Det koster 50.000 kr., Ahmed. Skaf pengene! Du har seks måneder til at gøre det, hvis du ikke lykkedes, så annullerer vi familiesammenføringsretten’. Det er så brutalt. Og når jeg skriver om det, får jeg mange almindelige mennesker til at vågne op, men også mange kollegaer til at være med,” siger Mads.

Integrationsforfatter i hele Danmark

”Jeg var totalt ukendt som forfatter i det brede billede, men så åbner Hjørring Asylcenter og mit arbejde på Facebook begyndte. Når jeg kommer hjem derfra, laver jeg en opdatering. Der er en simpelhed over det. Det er der, jeg når ud til en stor, bred læseskare,” siger Mads.

Mads har næsten 9000 følgere på Facebook, og hans opdateringer har etableret ham som kendt dansk integrationsforfatter.

”At jeg er blevet kendt på Facebook, har smittet en lille smule af på mine tidligere romaner. En lille bitte smule. Men nu bliver jeg inviteret til forfatterarrangementerne i hele Danmark. Og det er jeg sindssygt taknemmelig over. Jeg kan godt lide, at det ikke er skønlitteraturen men virkeligheden, som har bragt mig hertil. Det føles ret naturligt,” siger Mads.

Fakta

Det 3-årige arbejdslegat gjorde det muligt for Mads Nygaard at have mod og arbejdsro til at arbejde videre med romanen Frø, som han indleverede hurtigt til forlaget. Efter en måneds søvnløse nætter trak han romanen tilbage, fordi den manglede håb. Derefter skrev han anden del af romanen, som afspejlede hans livssyn som vendelbo med håb forude. 

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)