Lille by. Stor kunst

Byens borgere kan og vil gerne udfordres. Derfor åbner Vordingborg hvert andet år i august byens rum for eksperimenterende teater og international scenekunst. Her fortæller byens borgmester hvorfor.

Det belgiske dansekompagni Peeping Tom med forestillingen Kind kunne opleves på Waves i 2019. Foto: Oleg Degtiarov.

Normalt er Vordingborg måske mere kendt for køkkener og Gåsetårnet end for international scenekunst og eksperimenterende teater. Men flere og flere forbinder også den lille by på Sydsjælland med Waves Festival, der udforsker de nyeste tendenser inden for scenekunst, teater, komik og performance.

Vartegn

For byens borgmester Mikael Smed er scenekunstfestivalen blevet et kulturelt vartegn for Vordingborg: 

”Waves sætter Vordingborg på det kulturelle landkort. Det er en stor begivenhed, der vækker interesse bredt i Danmark, men faktisk også uden for landets grænser. Den viser, at man ikke behøver at være en storby for at afholde kulturbegivenheder af international kvalitet.”  

Kunst ud af komfortzonen

Waves Festival blev første gang afholdt i København i 1987, men rykkede i 1991 til Vordingborg. Siden har egnsteateret Cantabile 2 arrangeret festivalen i byen hvert andet år. De laver blandt andet Human Specific-forestillinger – personlige og intime forestillinger, som inddrager publikum. Netop publikumsinddragelsen gør Waves Festival særlig, siger Mikael Smed. 

”Hvor kunst ofte er noget, man betragter på afstand i tryg vished om, at man kan blive i sin komfortzone, trækker Waves Festival publikum med ind.” 

”Det kan være både spændende, men også grænseoverskridende for mennesker, som måske aldrig har prøvet noget lignende. Men det er grænseoverskridende på den gode måde. Det er anderledes at have kunsten i øjenhøjde. Det giver os mulighed for at udforske vores grænser, teste dem og rykke ved dem,” siger han.  

Byder verden velkommen

I år blev festivalen indviet af kulturminister Joy Mogensen og vordingborgenserne kunne opleve internationale forestillinger indendørs og gratisforestillinger udendørs i byens gader og stræder, torve og ruinterræn. Blandt andet kunne man opleve den magiske klovn ’The Charming Jay’ fra Korea, deltage i en interaktiv teaterforestilling i mørke med det sydkoreanske kompagni Elephants Laugh og rejse tilbage til Big Bang med det franske ensemble Transe Express.

Fakta om festivalen

  • Waves Festivalen præsenterer det nyeste og det mest originale inden for en bred vifte af scenekunstneriske genrer. 
  • Programmet tæller over 60 forestillinger fra 12 forskellige lande. 
  • Alle forestillinger er visuelt eller sanseligt baseret, og kan opleves uanset alder, sprog eller nationalitet. 
  • Statens Kunstfond bakker op med 600.000 kroner til festivalen og støtter også særprogrammerne WavesXtra og Skvulp.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)