En modig kommune

Kan bunkere fra 2. Verdenskrig omdannes til kunsthal for international lyd-, lys- og videokunst? Ja, men kun fordi kommunen tør give plads til det, man ikke umiddelbart forstår, mener Mikkel Elming, kurator og leder af Regelbau411.

Første udstilling i Regelbau var ”Fe” af komponisten og billedkunstner Alex Mørk - en udforskning af lyd, lys, video og af jern som materiale og magi.Foto: Ole B. Petersen.

Hvad er din rolle i projektet?

Jeg blev ansat i 2017 til at skabe et program med international samtidskunst i de gamle bunkere. Det ville være fuldstændigt umuligt uden de lokale initiativtagere i bestyrelsen. Det er dem, der trækker det helt tunge læs, og jeg træder til med kunstfaglig ledelse og har skabt et kunstnerisk koncept for stedet.

Hvad skal der til for, at det bliver til en succes?

Vi oplever, at det er en succes. Kunstnerne har lavet nogle meget spændende udstillinger, og vi har stor opbakning fra lokale og fra kommunen. Der foregår også en del andre aktiviteter omkring bunkerne. Der er blandt andet blevet opført et tårn med information om naturen i området. Den lokale beboerforening er også meget aktiv, og det løfter det helt klart.

Hvad har overrasket dig undervejs?

Vi oplever, at der er rigtigt mange besøgende, også flere end jeg havde turde håbe på. Jeg er meget glad for, at alle involverede er ekstremt nysgerrige og løsningsorienterede over for kunstnerne og den praksis, de udfolder. Det er også en positiv overraskelse, at kommunen har så stor respekt for det kunstfaglige og lader det være bestemmende for den måde, kunsten foregår på.

Hvad er udfordrende?

Det er jo egentlig et besynderligt sted, vi er med Regelbau 411. Der er smuk natur med enge og Limfjorden - men også med en trafikeret vej, gamle bunkerne og en bro, der går op og ned. Det er et meget situeret rum, og der er det klart, at når man rykker kunsten ud af den traditionelle hvide udstillingsboks, bliver kunstnerne nød til at tage stilling til det rum, de skal udstille i, så vi arbejder meget med at udvikle kunst specifikt til stedet her.  

Hvad er dit råd til andre, som vil lave noget lignende?

Det handler i første omgang om at finde de rigtige steder. Fx var det første sted, jeg selv lavede udstillinger, et tomt vindue i en opgang, som vendte ud mod en vej i Aarhus midtby. Det stod bare tomt, og så spurgte jeg, om jeg måtte bruge det, og det fungerer stadig som udstillingssted i dag. Når man så har et sted, der er unikt og spændende, er det nødvendigt, at kunstnerne forholder sig til stedet og får det hele med. Det kræver tit, at de kommer og oplever stedet selv.

Hvad er afgørende, som andre kan lære af?

Hvis man vil have, at kulturlivet skal virke som ”branding” for en kommune, så er man nød til at være oprigtig og have et andet mål med kunsten end kun at styrke byens omdømme. I forhold til den samtale, vi har i de her år imellem land og by – så er det meget positivt for mig at opleve, hvordan man virkelig bruger kunsten i Struer. Man satser eksplicit på kunsten og især lydkunsten.

Der er selvfølgelig et element af branding i det for Struer som "Lydens by", men det er mit indtryk, at kommunen har en ærlig interesse i at lade kunsten udfolde sig på kunstens præmisser. Der er en accept af, at man til tider skal have lov til at være i det stadie af uforståenhed, som kunsten kan have brug for. Det er okay, at kunsten ikke giver mening med det samme, og at der kan komme noget godt ud af at befinde sig i et stadie, hvor man ikke forstår.

Derfor har jeg meget stor respekt for kommunens måde at arbejde med kunsten på. Det er en meget modig kommune, der bruger lyd og lydkunst som en specifik rettesnor, og det bygger sig bare større og større med flere begivenheder og tiltag.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)