Nyt gadekær i Ebeltoft

Et kulturfællesskab på 5000 kvm til 155 mio. kr. er i fuld gang med at blive opbygget midt i Ebeltoft. Den gamle maltfabrik, som har stået tom og faldefærdig hen siden 1998, får nu nyt kulturelt indhold.

Maltfabrikken startede med at udvikle malt til øl i 1862. Gennem industrialiseringen blev metoderne forfinet og nye redskaber og maskiner flyttede ind. Derfor er der talrige tilbygninger i forskellige stilarter, indskudte etager og interimistiske arkitektoniske elementer, som alt sammen bliver bevaret i et nyt, stort kulturfællesskab på Djursland. Foto: Leana Varnas

”I dag findes et gadekær ikke længere. Du møder måske dine naboer i Fakta over køledisken, eller hvis du skal mødes med venner eller familie er det bygget op omkring konsum. Og det er ikke det, vi vil med Maltfabrikken. Her kan du komme og hænge ud på trapperne i solen, få lappet din cykel, få repareret din gamle Wegner-stol eller drikke fra vandposten. Det behøver ikke koste noget, vi vil bare gerne have, at folk mødes og nyder hinandens selskab,” siger Vibeke Wang, som er projektleder på kunstprojekterne i Maltfabrikken og har været med til at starte renoveringen op sammen med iværksætteren Kristian Krogh.

De ønskede sig et sted, hvor kunst, erhverv, arbejdsfællesskab, gastronomi, fester og kommunale institutioner mødes.

Demonstrationer satte en stopper for nedrivningen

Den industrielle bygning er netop nu i gang med en storstilet renovering, som både Syddjurs Kommune og ildsjælen Kristian Krogh har igangsat. De har valgt at bevare den industrielle arkitektur og historien om Maltfabrikken vil leve videre gennem de mange initiativer, som bliver inkorporeret i bygningen.

Diskussionerne om Maltfabrikkens eksistens har været højlydte siden bygningen blev lukket for 20 år siden. Mange ønskede at få bygningen revet ned og få lavet nye erhvervslejemål på den store plads midt i byen. Men da det blev vedtaget, at bygningen stod til at blive revet ned, startede en folkestemning og demonstrationer mod nedrivningen. Kommunen blev overrasket og lod det være op til ildsjælene at komme med forslag til, hvad Maltfabrikken skulle indeholde i fremtiden. Og nu er det Din, Min og Vores Maltfabrik, som sloganet lyder.

Penge skal der til 

Maltfabrikkens nye liv bakkes økonomisk op af Syddjurs Kommune, Realdania, Statens Kunstfond og mange andre fonde, men slet ikke nok til driften af hele projektet. Derfor har Kristian Krogh og Vibeke Wang startet en konsulentvirksomhed op, som rådgiver i opstart af lignende virksomheder og projekter med co-creating spaces og netværksgrupper. Derudover overvejer de udlejning af lokaler til konferencer, teambuilding, bryllupper, kokkekurser, øl-brygning, madoplevelser og mange andre tilbud.

”Vi ser det overalt i vores søsterorganisationer i Europa, at det primært er her hovedfortjenesten til driften af stederne ligger,” siger Vibeke Wang. 

Det ligger dog ikke fast endnu, hvilke udlejningstilbud Maltfabrikken kommer til at tilbyde.

Internationale kunstnere i residency

Statens Kunstfond er gået ind i projektet Malt Air i et partnerskab mellem Maltfabrikken, Kunsthal Aarhus og Statens Værksteder for Kunst om at skabe fire residency-studios for internationale kunstnere. 

”Her løfter projektet sig fra at være et provinsprojekt til at have international værdi. Med residenter får vores lokale kunstnere inspiration udefra. Vi ønsker, at de mennesker, som kommer her i huset, bliver mødt af spændende, sjove og skæve mennesker, der tilføjer nye værdier og indsigter. Vores håb er, at vi kan være med til at formidle residenterne, så det er med til at løfte det kunstneriske niveau herude,” siger Vibeke Wang.

Malt Air bliver et kunst- og design residency. Der kommer fire studios med atelier, arbejdsplads og bolig til residenterne. Og så ligger det i højre længe i Maltfabrikken sammen med værkstederne og Ebeltoft Gårdbryggeri. 

”Det skal ikke være elitært. Det bliver åbne studios og det skal være fællesskabsskabende for de lokale og besøgende. Og forhåbentligt bliver vores residenter nysgerrige for at undersøge, hvem danskerne er,” siger Vibeke Wang.

Opstart med events og fællesspisning

Selvom Maltfabrikken først åbner i dens helhed i oktober 2019 er der allerede events og arrangementer i gang. Fællesspisning, koncerter og andre aktiviteter bliver allerede afholdt i gården. 

”Vi håber egentligt aldrig, vi bliver helt færdige. På den måde, at der konstant sker nye ting og nye initiativer sættes i søen. Altid skal stedet være i udvikling med masser af next steps. Særligt med den forestående byudvikling langs vandet i Ebeltoft, hvor Maltfabrikken bl.a. bliver driver,” siger Vibeke Wang.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)