Talenter opfostres i Lydkanten

Det regionale spillested Det Musiske Hus i Frederikshavn vil engagere unge i Vendsyssel til at afvikle og skabe koncerter.

I Lydkanten kan unge, der vil skabe musik eller arbejde i musikbranchen deltage i workshops, få scene- og sangskrivningsundervisning og musikalsk sparring. Foto: Det Musiske Hus

Det regionale spillested Det Musiske Hus i Frederikshavn vil gerne engagere unge i Vendsyssel i at afvikle og skabe koncerter. Flere initiativer er i gang og musik- og udviklingschef af Det Musiske Hus Jens Ole Amstrup håber på, at de unge en dag slår dørene ind og siger ”Vi vil have en ung musikscene – og vi skal nok stå for det”.

Mange kommuner lider af, at de unge vil ind til storbyen. I Frederikshavn er historien den samme. HTX og Handelsskolen er ved at blive slået sammen, fordi der ikke er elever nok, og de unge flytter raskt væk til Aalborg, Aarhus og København.

Regionalt spillested forpligter

Jens Ole Amstrup har gang i flere projekter, som skal gøre Det Musiske Hus mere mangfoldigt, og han arbejder sammen med spillesteder i hele Nordjylland for at skabe det bedste koncertprogram til spillestedet.

”Jeg laver et stykke undersøgende arbejde og tager ud til nogle af de lokale spillesteder i Nordjylland, hvor vi så kan søge inspiration hos hinanden. At vi er blevet et regionalt spillested forpligter os til at skabe et mangfoldigt koncertprogram, så vi tilbyder noget til alle borgerne i området. Det er en fantastisk mulighed for os til at satse ikke kun på de sikre koncerter, hvor vi ved, at koncerten tjener sig selv ind blot på slaget i baren. Nu kan vi pludselig noget mere og tilbyde et spændende program for endnu flere publikummer,” siger Jens Ole Amstrup.

Giv plads til de unge

”Vi mangler at få fat i de unge igen,” siger Jens Ole Amstrup, som tidligere har haft succes med et projekt, hvor unge i byen selv stod for koncertafviklingen og programplanlægningen. Men der er ingen unge i øjeblikket, som står klar i kulissen til at deltage i afviklingen. Desværre, mener Jens Ole Amstrup, som med glæde vil give de unge ejerskab: ”For tre-fire år siden satte vi gang i et nyt projekt, hvor vi gav en gruppe unge mulighed for at afvikle en række koncerter. Vi havde ekspertisen til at vejlede og drifte, men udover det tog de unge teten og fik stablet 10 dobbeltkoncerter på benene. Og det var en stor succes”

De unge ved bedst

 Det handler om at give ejerskab. Det er dér, de unge virkelig engagerer sig og brænder for at skabe noget selv. Det er den erfaring, som Jens Ole Amstrup fik efter de ti dobbeltkoncerter. Og mange af de unge, som afviklede koncerterne er stadig tilknyttet Det Musiske Hus som SoMe-managere, projektledere og illustratorer.

”Jeg føler vi har knækket koden til at skabe nogle fede koncerter for de unge, men det kræver, at nogen vil være med. Trenden inden for indiemusikmiljøet skifter nærmest fra uge til uge, og hvis jeg kan få den målgruppe tættere på som medskabere af events og koncerter, vil vi kunne få et meget mere differentieret musikprogram. Det er jeg sikker på vil give rigtig meget tilbage til byen og frederikshavnerne.  Jeg håber på en revolution,” siger Jens Ole Amstrup.

Talenter opfostres i Lydkanten

Et af de andre initiativer, som Det Musiske Hus har igangsat er projektet Lydkanten. Her kan unge, der vil skabe musik eller arbejde i musikbranchen deltage i workshops, få sceneundervisning, sangskrivningsundervisning og musikalsk sparring. Hvert år starter nye forløb med 10-12 unge musiktalenter, der fra begyndelsen bliver integreret i Det Musiske Hus som organisation.

Holdene kommer igennem et coachingforløb med musikere med rodnet i både Vendsyssel og i den danske musikbranche. De har bl.a. nordjyske kunstnere tilknyttet: Christian Hjelm fra Vestbjerg, Steffen Westmark (The Blue Van) fra Brønderslev og Dorthe Gerlach (Hush) fra Jerslev.

Klædt på til den danske musikbranche

Vi klæder dem på til at kunne begå sig i den danske musikbranche og de får lov til at udfolde sig kreativt inden for den genre, de interesserer sig for. 

Projektet Lydkanten er sat i søen i forbindelse med at blive et Regionalt spillested af Jens Ole Amstrup som en del af Det Musiske Hus’ arbejde med talentudvikling, ”Den helt store plan omkring Lydkanten og talentudviklingen er at fremme musikmiljøet i Frederikshavn og øge den lokale interesse. Det vil helt sikkert også være noget, som kunne afføde en større interesse for musikafvikling og engagementet for musikken blandt de unge.”

Talenter skaber lokal stolthed

"Vi håber, at vi får skabt nogle artister, som bidrager både som musikere, sangskrivere, producere, lydteknikere eller noget helt andet. På lang sigt kan det være med til at gøre, at frederikshavnerne indløser en billet til noget musik, de ikke nødvendigvis kender. Men den lokale stolthed over, at unge talenter i byen gør det godt ude i den store verden, kan have mange afledte effekter," siger Jens Ole Amstrup.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)