29.995 minutters børneteater på Djursland

29.995 minutters børneteater blev fremført på dette års Aprilfestival, som i år blev afholdt i Syddjurs Kommune i smukke omgivelser og højt solskin i Ebeltoft og Rønde og på hele kommunen og nabokommunernes skoler, biblioteker og børnehaver.

Børneteaterfestivalen Aprilfestival viser gratis teaterforestillinger for alle i en ny kommune hvert år. Foto: Aprilfestival

Gratis teater for alle børn

Alle børn i Syddjurs Kommune oplevede teater i uge 16, og det er Aprilfestivalens vigtigste force. Det er ikke kun programlagte forestillinger, som publikum selv skal opsøge. Her kommer teatret ud til alle kommunens børn.

Dette argument var ifølge Kulturkonsulent Lene Bjarke Skov essentielt for Syddjurs Kommune, da de valgte at ansøge om at få festivalen til Syddjurs, men der er også andre aspekter, som er en gevinst for kommunen:

”Alle kommunens børn og unge får teateroplevelser i den her uge. Og det er jo den helt store gevinst ved at få festivalen hertil. Her i kommunen har vi ikke så mange børn, så de fleste får mere end en teateroplevelse. Det er vi stolte af at kunne give børnene. Derudover har vi lagt en tilflytterstrategi i kommunen, hvor vi gerne vil vise vores omgivelser frem og profilere os som en kulturkommune med kærlighed til kultur og børn. Og det er jeg sikker på, har ligget i baghovedet på dem, som i sin tid tog beslutningen om at ansøge hos Aprilfestivalen.”

Nye samarbejdsaftaler opstår

Hele Syddjurs Kommune, fra man kører af afkørslen ved Aarhusbydelen Egå til nord for Ebeltoft, er der spækket med plakater, bannere og flag fra Aprilfestivalen. Det er de lokale gourmetvirksomheder som Ebeltoft gårdbryggeri og madkonceptet Smag, der leverer mad og drikkevarer til madboderne og alle eventsene.

”En Visit Denmark-beregning viser, at events som dette genererer payback til kommunen. I forhold til erhvervslivet lokalt er der ingen tvivl om, at omsætning i denne uge stiger hos spisesteder og overnatningssteder. Så er der også de lokale trykkevirksomheder, som er blevet flittigt brugt til at printe bannere, flag og den visuelle identitet, som kan ses i hele kommunen. På den måde er der mange, som ikke nødvendigvis kommer ind og ser teater, der alligevel får noget ud af festivalen.”

Lokale sponsorer bakker op

”Vi har også en masse erhvervsvirksomheder som støtter os med sponsorater. Ikke store pengemæssige sponsorater men produktsponsorater. Det er bl.a. gaver til internationale gæster. Vi holdte en fest for børn i Hornslet i forbindelse med åbningen af festivalen, og der var gratis saft fra Ebeltoft Gårdbryggeri og kager fra den lokale bager, og der var småkager fra Småkageriet og bolcher fra Mols Bolscher. Vi kan ikke tilbyde andet end markedsføring med logoer i programmet, men de bliver synlige til nogle kontekster, som de ikke sædvanligvis vises i. Samtidig tilkendegiver de deres opbakning til kulturevents og nye samarbejdsaftaler opstår den vej.”

Ikke kun gak og løjer

Aprilfestival er som en ufo, der lander i et uudforsket område. Festivalen foregår hvert år i en ny kommune, og sammen med Teatercentrum skal kommunen samarbejde for at tilpasse festivalen til den udvalgte kommunes omgivelser og geografi. I Syddjurs har de ikke mange scener, hvor det er oplagt at lave teater, og en stor del af festivalen foregår i børnehaver, på skoler og på biblioteker. Så samarbejdet og tilrettelæggelse har været afgørende for at skabe et godt resultat.

”Det har været svært at forklare institutionerne og borgerne, hvad det er der kommer og hvad, vi får ud af det. Mange mennesker og arbejdspladser skulle tage en ekstra tjans for at få det hele til at spille. Børnehaver, skoler og biblioteker, som ikke nødvendigvis har lokaler til teater, har brugt tid på at lave lokaler om til scener. Jeg synes det er gået rigtig godt på mange måder og kommunens borgere og alle institutionerne har været med til at skabe den her grobund for, at vi også i fremtiden gerne vil kunst og kultur i Syddjurs Kommune”

Da teatercirkus kom til byen

Der er høje forventninger til Aprilfestivalen blandt arrangørerne og kommunen. Det skal både være en god oplevelse nu og her og samtidig sparke nyt kulturelt mod ind i kommunen og borgerne i byen.

”Vi forventer en stor glæde, og at folk siger, hold nu op! hvor var det sjovt. Men vi vil også gerne lære, give energi og mod, så vi på lang sigt tør kaste os over endnu flere kulturbegivenheder til glæde for borgerne,” fortæller Lene Bjarke Skov.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)