Nu vil jeg stille de helt store spørgsmål
Camilla Nielsson, filminstruktør

Udover at det selvfølgelig er en kæmpe kunstnerisk anerkendelse, har legatet har givet mig arbejdsro til at gå ind i en ny fase af min faglige og kunstneriske udvikling som dokumentarist. Jeg laver ofte meget risikofyldte film, som i manges øjne, i hvert fald på papiret, virker umulige at realisere. Især min seneste film, Democrats, som er en observerende dokumentar filmet i Præsident Mugabes ellers hermetisk lukkede diktatur i Zimbabwe. Den kan sammenlignes med en humlebi i filmisk form, fordi den på trods af mange kunstneriske og finansieringsmæssige benspænd, alligevel løftede sig fra papiret og op på det store lærred.
I de kommende år vil jeg gerne fortsætte arbejdet med dokumentarfilm, der stiller de helt store samfundsmæssige spørgsmål, som kræver lange research-forløb før jeg kan gå i optagelse. Legatet fra Statens Kunstfund har nu gjort det muligt.
I fremtidige projekter vil jeg gerne fortsætte med at udforske demokratiets tilstand, og samtidig videreudvikle mine erfaringer i nye filmiske undersøgelser og fortællinger helt inde fra magtens centrum. Min næste film kommer til at handle om en af det afrikanske kontinents helt store præsidenter, et enigma af en karakter, som aldrig hidtil har åbnet dørene for et vestligt kamera.
Fakta
Kunstner:
Filminstruktør Camilla Nielsson, Third Eye Production
Område: Film
Født: 1977
Arbejdslegat: 300.000 kr., 2017