
"Skæve og inddragende møder med litteraturen giver flere børn og unge adgang til den."
Forfatter
Julie Midtgaard
Litteraturtype:
Fantasyromaner for unge
Målgruppe:
Mellemtrin, udskoling og opefter
Varighed:
60 minutter (+ eventuelle skrivelektioner)
Kontaktinfo:
Læselyst og magiske universer
Det får I
Fantasyforfatteren Julie Midtgaard trækker tilhørerne ind i den magiske fantasyverden Luscuro – og gør dem til aktive elever i universet! Efter introduktion og oplæsning undervises de i fag fra bøgerne og dyster mod hinanden i den livsfarlige elementprøve-quiz. På forhånd kan fremsendes opgaver til et undervisningsforløb. Der er desuden mulighed for at tilvælge skrivelektioner om fx plot, karakterer, worldbuilding eller idéudvikling.
Det tager I med videre
Via arrangementets legende, inddragende form går alle derfra med masser af ny viden, motivation og inspiration. Formålet er at skabe læselyst og give indblik i fantasygenrens verden. Julie Midtgaard skubber historierne ud fra bogsiderne og fanger de tilhørere, der allerede er stærke læsere, og giver dem, der ikke er det, en ny indgang til litteraturen. Spændende læseoplevelser og magiske universer, snarere end læsefærdighed, er i centrum.
Om forfatteren
Julie Midtgaard har skrevet på to fantasyserier, der foregår i den magiske verden Luscuro. Her introducerer hun læseren for mærkværdige skabninger, venskab, hemmeligheder og action. Hun har været nomineret til Orlaprisen samt vundet Mofibo Awards for Årets Ungdomsbog og Dansk Fantasys læserpris for Årets Danske Fantasybog. Hendes ufravigelige mål er at formidle den fantastiske læseoplevelse; den, der lader læseren slippe tid, sted og virkelighed.