Støtte til eksperimenterende arkitekturformidlingsprojekter

Frist: 16.09.2021, kl. 23:59

Kunstområde :

Tilskud til eksperimenterende formidlings projekter med særligt fokus på projekter der ønsker at formidle dansk arkitektur og landskabsarkitektur i hele landet, samt børn og unges møde med arkitektur.

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.

Modtag mail om kommende frister

Note:

Vær opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning indtil 23:59 på dagen for ansøgningsfristen, men vi anbefaler, at du indsender i god tid. Ansøgningsskemaet vil være tilgængeligt her på siden senest en måned før fristen.

Ansøg

Hvem kan søge?

Arkitekter, tegnestuer og aktører med væsentlig tilknytning til den danske arkitekturscene. 

Her kan du læse mere, om hvad du skal gøre, hvis dit projekt går på tværs af kunstarterne.

Hvem kan ikke søge?

Studerende på Arkitektskolen Aarhus, Det Kongelige Kunstakademis Skoler for arkitektur, Design og Konservering, Københavns Universitets landskabsarkitektuddannelse, Aalborg Universitet, Arkitektur og Design og Danmarks Tekniske Universitet, Bygningsdesign (bachelor, master, kandidat) eller tilsvarende uddannelser i udlandet. 

Statens Kunstfond har valgt at begrænse ansøgerkredsen, da Kunstfonden har begrænsede midler og ønsker at prioritere at støtte de professionelle kunstnere, der har opnået en vis erfaring. Det kan være det nye talent eller den mere erfarne kunstner.

Du kan ikke søge tilskud til:

  • aktiviteter, som er afsluttet inden ansøgningsfristen
  • uddannelsesinstitutioners og de studerendes projekter
  • virksomhedernes kapitalinvesteringer, for eksempel nye maskiner til driftsmæssig produktion
  • drift af enhver art. Herunder husleje, vand og varme, mv.

Hvad er formålet med ordningen?

Ordningen skal skabe nye muligheder for eksperimenterende formidlingsprojekter og for at formidle og opleve arkitektur og landskabsarkitektur i hele landet, samt for børn og unges møde med arkitektur. 

Formålet med ordningen er at styrke bevidsthed om den betydning arkitekturen har for alle i hverdagen. Arkitekturen kan bidrage med en etisk og æstetisk bevidsthed i forhold til den måde vi forholder os til vores omgivelser, hinanden og miljøet. Arkitekturen er en kunstart, som vi bebor og som præger vores hverdag og liv.

Med ordningen ønsker udvalget, at der skabes nye muligheder for at opleve den arkitektur vi bor i og omgiver os med i landet.  

Udvalget ønsker at se formidlingsprojekter der overrasker, skubber til fagets grænser og grundlæggende forholder sig til arkitekturens rolle og betydningen af den kunstneriske dimension i hverdagen. 

Der uddeles inden for puljen tilskud til alle former for formidlingsprojekter (mundtlig, skriftlig, visuel, digital, trykt, udstillinger og initiativer der involverer fysiske installationer eller møder). 

Bemærk at det er et krav, at projektet har en defineret målgruppe og en kvalificeret plan for hvordan projektet deles med offentligheden ved udgivelse, publicering eller lanceringen af projektet.

Jf. lov om billedkunst og kunstnerisk formgivning skal Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur fremme de kunstneriske dimensioner af arkitektur i Danmark og dansk arkitektur i udlandet. Der kan således tildeles støtte til et nærmere defineret projekt, som fremmer den kunstneriske dimension i arkitekturen. 

Sådan vurderes din ansøgning

Det overordnede kriterium for tildelinger fra Statens Kunstfond er kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent. 

Udvalget vil prioritere overraskende og tankevækkende ansøgninger, der udviser mod til at udforske, udfordre og udvikle arkitekturfaget, og som grundlæggende forholder sig til arkitekturens rolle i verden og dens betydning i hverdagen. I vurdering af de kunstneriske kvaliteter vil udvalget lægge særlig vægt på tre grundkriterier: mod, relevans og æstetisk forståelse.

Ved mod forstår udvalget en vilje til at udfordre, udforske og udvikle fagets substans og grænser på overraskende, nytænkende og tankevækkende måder.

Relevans forstår udvalget som en kritisk og etisk bevidsthed i forhold til faglige, miljø- eller samfundsmæssige spørgsmål og problemstillinger.

Æstetisk forståelse handler for udvalget om fremme af æstetiske erfaringer og erkendelser, og om en udviklet forståelse af fagets virkemidler.

Udvalget vil i relation til puljen endvidere prioritere formidlingsprojekter der: 

- Ønsker at formidle arkitektur i forskellige egne af landet, eller 

- Ønsker at skabe mulighed for børn og unges møde med arkitektur

Desuden skal du være opmærksom på:

Ved udvalgets prioritering af ansøgningerne vurderer udvalget først og fremmest den kunstneriske kvalitet. Da udvalgets midler imidlertid er begrænsede kan udvalget derfor ikke imødekomme alle støtteværdige ansøgninger med det fulde ansøgte beløb.

Udvalget forbeholder sig retten til at imødekomme ansøgningen med et mindre beløb end ansøgt, ud fra en vurdering af ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger, de afsatte midler samt ønsket om at sikre mangfoldighed og en spredning af kunststøtten. 

Hvis du modtager et mindre beløb end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud.

Har du inden for de sidste tre år søgt tilskud hos Statens Kunstfond, vil disse oplysninger indgå i behandling af din ansøgning. En livsvarig hædersydelse fra Statens Kunstfond indgår ikke i behandlingen af din ansøgning.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du skal indsende din ansøgning via det elektroniske ansøgningsskema, som du finder her på siden – vi modtager ikke fysisk materiale.

Nederst på siden kan du finde ansøgningsskemaet som PDF. Det kan du orientere dig i, så du er sikker på at have alle oplysninger og bilag klar, inden du udfylder den egentlige ansøgning. Det elektroniske ansøgningsskema har nemlig en sikkerhedstimeout på 15 minutter, så du skal udfylde og indsende det relativt hurtigt.

Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning. 

Du skal vedhæfte følgende bilag:

  • Projektbeskrivelse der indeholder formål, tidsplan, projektdeltagere,  kontaktperson, formidlingsplan, ansøgt beløb, budget og finansieringsplan – maksimum fem A4 sider i alt 
  • I projektbeskrivelsen skal du beskrive, hvad dit mål er for det projekt, du søger tilskud til. Hvis du skal afrapportere for et eventuelt tilskud, ser vi nemlig på, om du har opfyldt de mål, du skriver i din ansøgning. 
  • CV på projektets kontaktperson – maksimum to A4 sider
  • Dokumentation af dit kunstnerisk virke i form af billedfiler - maksimum 5 A4 sider (Filformat: PDF)

Hvis du søger tilskud til samme projekt hos andre udvalg under Statens Kunstfond, skal du også skrive det i ansøgningen. 

Når du søger om tilskud til formidlingsprojekter, er det et krav, at du udover selve ansøgningsteksten, præsenterer et resumé/en synopsis for projektet. 

Du skal være opmærksom på:

  • at de vedhæftede bilag maksimalt må udgøre 12 A4 sider og fylde 15 MB i alt
  • at vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne: PDF, Word og Excel. Vi modtager ikke ZIP-filer 
  • at du ikke kan eftersende bilag eller ændre i din ansøgning, når den først er indsendt. Mangler din ansøgning bilag eller anden information, skal du indsende en ny, komplet ansøgning
  • at det altid er den seneste ansøgning, du har sendt til os, der bliver behandlet af udvalget 
  • at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
  • at du selv er ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er udfyldt korrekt, og at alle de ønskede bilag er vedhæftet. Tjek derfor din kvitteringsmail, hvor dine bilag til ansøgningen vil fremgå.

Økonomi

Du kan danne jer et indtryk af beløbsstørrelser på projekttilskud ved at kigge på tidligere tildelinger. 

Udbetaling

Hvis du får tilskud, skal du skal have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har fået tilknyttet en NemKonto. Det skal ske inden du får et eventuelt tilsagn og tilskuddet bliver udbetalt.

Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark, eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.

Modtager du tilskud på:

• 100.000 kroner eller derunder bliver pengene udbetalt så tæt som muligt på den startdato, du har oplyst for din udgiftsperiode. Du bør derfor afstemme startdatoen for dit projekt med den dato, hvor dine første udgifter for projektet falder.

• over 100.000 kroner med en projektperiode længere end seks måneder, udbetaler vi pengene i rater. 

Vi indberetter tilskuddet til Skattestyrelsen. Men der er ikke trukket skat af det udbetalte beløb. 

Hvornår får du svar?

Du får svar på din ansøgning på e-mail senest 12 uger efter ansøgningsfristen.

I perioden indtil da, vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.

Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din elektroniske ansøgning, vil du umiddelbart efter modtage en kvitteringsmail. I kvitteringsmailen finder du dit ansøgningsnummer, som du skal oplyse, hvis du henvender dig til os. 

Her kan du også se de bilag, du har vedhæftet i ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgningskvittering godt igennem.

Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...

Når vi i Statens Kunstfond uddeler tilskud, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.

Hvem vurderer ansøgningen

Det er Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om, hvem der skal modtage tilskud. 

Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013).

Ansøgningsskema som PDF?

Her på siden laves alle ansøgningerne elektronisk, men mange har glæde af at printe en PDF til at orientere sig i kravene, inden de når til udfyldelsen af den egentlige ansøgning. Men husk, at du ikke kan udfylde skemaet i hånden og aflevere det fysisk eller analogt.

Se ansøgningsskemaet i sin fulde længde (kan ikke udfyldes)

Ansøg
Mere