Javier Tapia vil med sit kunstprojekt skabe sammenhold i Værebro Park. Foto: Søren Malmose

Interview: Steder at mødes

Kan kunstværker være mødesteder og fundament for et stærkt lokalt fællesskab? Det undersøger kunstneren Javier Tapia i Værebro Park ved at afholde kunstevents.

Interview:
August 2018

Kunst designet med kærlighed til de lokale

”Projektet skal foregå på beboernes præmisser og skal være designet med kærlighed til dem,” siger Javier Tapia, når han fortæller om sin tilgang til at udvikle kunst.

Der er i området snak om at nedlægge boligblokkene og skabe nye boliger. ”Men de lokale er glade for bygningerne. Derfor arbejder jeg med at skabe noget omkring bygningerne, mødesteder, der får folk ud af stuerne, ud og møder hinanden,” siger Javier Tapia.

Puder fra Netto og pinde fra skoven

Tre kunstevents er det blevet til under navnet Meeting Point. Meeting Point#1 blev en udstilling af ting, man kan finde i de spektakulære naturområder i Værebro: En vandpibe, boshonga-skulpturer, en stor indisk kogebog og flere hestesko fundet på basarer, lamper og puder købt i Netto. 

”Jeg købte puder i Netto, der ligner skiver af en træstamme. Flere af de lokale troede, det var ægte træplader, som de kunne bruge til tapasplader. En kvinde kom direkte fra Netto og ville købe puderne af mig. Jeg pegede på Netto 15 meter væk. Hun kunne ikke forstå, hvordan hun kunne overse puderne. Nu kunne hun ikke få øjnene fra netop disse puder, da de er et kunstværk. Hun ville også have nogle af pindene fra skoven. Så jeg gav hende tingene efter udstillingen,” siger Javier Tapia. 

Kunstevents inspirerer til et nyt værk

Meeting Point#2 blev en udstilling af udklip fra magasiner, tidsskrifter og artikler på torvet foran Centeret og Meeting Point#3 blev en workshop ved legepladsen, hvor alle kunne komme og tegne og male. 

”Beboerne kom ud af deres lejligheder og var med til at skabe eventet. Nogle kom og slappede af i det gode vejr, og andre fattede de farverrige kridt og deltog i kunstværket. Det viste sig, at kunsteventsene blev omdrejningspunktet for et mødested for beboerne,” siger Javier Tapia. 

Erfaringerne fra Meeting Point#1, #2 og #3 har givet Javier Tapia inspiration til at udvikle en interaktiv skulptur A Higher Path, som er hans idé til næste skridt i samarbejdet med Værebro Park.

Stedet at mødes

Da Javier Tapia startede sit projekt i Værebro Park, var det tydeligt for ham, at de lokale mangler et sted at mødes, et sted til sammenhold. Nu mødes de unge ved en container uden for centeret. Det var med til at sætte skub i tankerne om et nyt interaktivt mødested.

Javier har udarbejdet en skitse sammen med arkitekten Tobias Permin til den interaktive skulptur "A Higher Path", som han foreslår, skal bygges og installeres i parken. 

Javiers ønske er at skabe et kunstværk, der kan indgå i det daglige liv i Værebroparken, og som kan være et mødested for beboere i alle aldre med forskellige kulturelle baggrunde. 

”Jeg kunne godt tænke mig at bidrage til, at kunst bliver en større del af beboernes liv, og projektet kan være med til at skabe idéer til at udvikle Værebro Park yderligere inden for kunst og kultur, ” siger Javier. 

Nye oplevelser med kunst

Den interaktive skulptur "A Higher Path" skal stå inde mellem træerne tæt på boligblokkene.

”Ideen er, at beskueren skal interagere med kunstværket ved at have mulighed for at træde op på platformen på højeste niveau. Man kan navigere og bevæge sig i installationen oppe, under og i cirkler. Denne oplevelse kan måske virke overvældende og kan medføre optiske spil, forhold og ekkoer, hvor der kan således kan opstå en dialog med beskuerens egne oplevelser,” fortæller Javier.

Javier Tapias helt store ønske for området er et kulturhus, hvor kunstaktiviteterne kan fortsætte, og hvor de lokale kan starte nye ting op. Men det projekt afhænger af Værebro Park – hvordan ønsker de, der bor der, at deres område skal udvikles i fremtiden.

Mere