Metaldesigner Alberte Tranberg på residency-ophold i Detroit på den prestigefyldte designskole Cranbrook Academy of Art. Foto: Altberte Tranberg

Udsendt til USA

I forbindelse med Kunstfondens særlige USA-satsning (2019-2021) har en række talentfulde danske kunsthåndværkere og designere været på arbejdsophold i USA. Med arbejdsopholdene får designerne adgang til nye netværk, ny viden og mulighed for at etablere sig på den amerikanske designscene.

Mød nogle af de designere og kunsthåndværkere vi sendte afsted på residency i USA:

USA-satsning 2019-2021
Kunsthåndværk og design

Mød Alberte Tranberg, der smeder kunst i Detroit

Statens Kunstfond sendte metaldesigner Alberte Tranberg afsted på et Designer in Residency-ophold i Detroit på den prestigefyldte designskole Cranbrook Academy of Art. Opholdet gav Alberte et frirum til at eksperimentere med sin kunst og mulighed for at diskutere sit arbejde i et internationalt perspektiv med samtidskunstnere fra Detroit.

”Jeg oplevede i mit arbejde at kunne slippe tøjlerne lidt og lade mig inspirere af omgivelserne. Et residency giver perspektiv på ens tilgang til faget, og det tror jeg, er vigtigt for alle danske kunstnere. I Detroit er der et dynamisk designmiljø og enormt gode forudsætninger for at skabe samarbejder med dygtige designere og kunsthåndværkere,” siger hun. 

Et residency er en mulighed for at skabe et andet netværk, end kunstnerne kan hjemmefra. Det viser, at verden har brug for kunsthåndværkere og designere, som kan skabe nye fællesskaber og nye måder at tænke på. Det sker kun i fællesskab med andre, det kan man ikke sidde og nørkle med hjemme ved skrivebordet.

- Anne Blond, udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design

Mød Hanna Bergman, der afholder workshops i Los Angeles

På et residency i Los Angeles fik grafisk designer Hanna Bergman mulighed for at opholde sig på Otis College for Art and Design og samarbejde med skolens elever og en lokal NGO. Sammen lavede de en workshop, der udforsker kommunikation på tværs af grænser og kredser om sproglig retfærdighed:

”På Otis College og i Los Angeles har man et andet forhold til diversitet og til, hvordan man bruger sproget, end hvad vi er vant til i Danmark og Skandinavien. Mit residency gav inspiration – fra studerende, lærere og andre deltagere – til at udvikle de idéer og temaer, som jeg løbende arbejder på. Samtidig kunne jeg videreudvikle mit netværk i USA.”

Mød Rosa Tolnov Clausen, der udforsker byhaver i Detroit

I samarbejde med Cranbrook Academy of Art tog tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen på residency i Detroit. Her udforskede hun, hvordan byhaver kan danne rammen om sociale praksisser både i Danmark og i USA: 

”Mit residency gav mig en mulighed for at blive skarp på mine egne tanker, udveksle idéer og praksisser med andre, der arbejder med håndværk og design som et socialt samlingspunkt. Og så var det en mulighed for mig at sige ’hey, se her, i Danmark arbejder vi faktisk med mange af de samme ting, som I gør,” siger Rosa Tolnov Clausen.

Otis College of Art and Design i Los Angeles. Foto Hanna Bergman

Rejser og residencies

Har du en amerikansk drøm i maven? Kunstfonden har løbende open call om residency-ophold i USA.

Få seneste nyt ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev

Du kan også ansøge om et arbejdsophold gennem puljen 'Rejser og residencies' 

 

 

 

Nyheder

Mere