Lille Scene i Skuespilhuset bliver 20 uger om året spillested for en række scenekunstproduktioner. Kreditering: V.O.M.P af Gunilla Lind Danseteater, foto: Kasper Nybo Photography

Det Kgl. Teater og Statens Kunstfond slår dørene op for ny scenekunst

Nyt samarbejde mellem Det Kgl. Teater og Statens Kunstfond skal give flere teaterkompagnier og scenekunstprojekter mulighed for at rykke ind på Det Kgl. Teaters Lille Scene i Skuespilhuset.

Pressemeddelelse
25. maj 2020

Det Kgl. Teaters Lille Scene i Skuespilhuset bliver 20 uger om året spillested for en række scenekunstproduktioner, udvalgt af Statens Kunstfond. Med det nye projekt K:Selekt kommer Det Kgl. Teater i København til at sprutte med ny energi fra uafhængige scenekunstkompagnier. 

Grobund for gensidig inspiration 

Danmark har et bredt og dynamisk scenekunstmiljø med mange aktører og stemmer. Med K:Selekt får flere uafhængige scenekunstnere fra hele landet nu mulighed for at få et vigtigt udstillingsvindue og nogle af de mest etablerede scenekunstbrædder under fødderne. 

For teaterchef Kasper Holten giver K:Selekt mulighed for ny udvikling og innovation. Han glæder sig til at slå dørene op til teateret. 

”Det Kgl. Teater er en del af et større øko-system, hvor også de uafhængige teaterkompagnier- og kunstnere spiller en meget væsentlig rolle for kunstnerisk udvikling og innovation - og fordi de skaber stor og vigtig kunst. Derfor er vi glade for at kunne åbne vores hus for udefrakommende projekter og stille tid til rådighed for andre stemmer i scenekunsten, og for at bidrage til udviklingen af scenekunsten i København. Vi tror på, at denne aftale kan få betydning for scenekunsten i hele Danmark, og kan åbne Det Kgl. Teater for flere mennesker og et bredere repertoire i København,” siger Kasper Holten. 

Dansk scenekunst står sammen

For udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst Lars Seeberg er der ingen tvivl om, at det nye samarbejde bliver til glæde for både teaterkompagnierne og Det Kgl. Teater, men i sidste ende også for det publikum, som nu får mulighed for at møde flere forskellige genrer i Skuespilhuset i København. 

”Dansk scenekunst står sammen. Initiativet giver på én gang nyskabende projekter en velkendt ramme og udvider Skuespilhusets palet med den markante genrediversitet, som kendetegner den danske scenekunst lige nu," siger Lars Seeberg og fortsætter: 

”Jeg glæder mig over Det Kgl. Teaters invitation til samarbejde og ser frem til, at både Det kongelige Teater og projekterne i K:Selekt vinder ved samarbejdet. For slet ikke at tale om publikum.”

Det Kgl. Teaters engagement i aftalen er en del af et samarbejde mellem Det Kgl. Teater og Københavns Kommune.

K:Selekt 

  • Nyt samarbejde mellem Statens Kunstfond og Det Kgl. Teater 
  • Strækker sig over de næste fire år 
  • 20 uger om året vil Lille Scene blive fyldt med scenekunst støttet og udvalgt af Kunstfonden 
  • Der vil fra efteråret 2020 være mulighed for at blive en del af K:selekt. Der er lagt op til en pilotfase i det første år med fuld indfasning fra teatersæson 2021/22. 

Spil din forestilling på Lille Scene i Skuespilhuset, som en del af K:Selekt, allerede i efteråret!

Som en del af pilotfasen i samarbejdet mellem Det Kgl. Teater og Statens Kunstfond om K:Selekt ordningen er der kapacitet til rådighed på Lille Scene i efteråret 2020, den 2.- 29. nov.

Du kan søge om at spille på Lille Scene i den nævnte periode ved at sende en mail med K:Selekt i titlen til musc@slks.dk senest den 10. august 2020. Oplys om ønske om periode (antal uger), kort beskrivelse af dit scenekunstprojekt, samt de centrale kræfter i projektet (maks. 2 sider)

Mål på scenen: Bredde: 13 m. Dybde: 7 m. Antal Publikum, 113.

K:Selekt-ordningen kan søges af frie scenekunstnere, som har fået støtte af Statens Kunstfond og/eller Københavns Kommune. Det er Projektstøtteudvalget for Scenekunst, der udvælger hvilke forestillinger, der kan indgå i ordningen. Der kan være tale om såvel nyproduktioner som genopsætninger og præsentation af en forestilling. 

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Mere