’Dronningen’ af May el-Toukhy, Maren Louise Käehne og Jasper Spanning er en af årets præmierede film. Foto: Jaspar Spanning

Årets bedste film ifølge Kunstfonden

Vi har præmieret syv danske film, der fortjener at blive hyldet. De kredser om eksistens, selvbilleder, følelser, intimitet, sex og identitet i skred - som måske aldrig før.

9. december 2019

Læs begrundelser

I verdens første film var et tog i knusende fart på vej mod publikum for mere end hundrede år siden. Siden da har film som kunstart været i fuld fart med fortællekunst og forestillingskraft til at begribe det, der er svært at forstå. Ikke kun det der udspiller sig i os selv, men også i verden omkring os.

Formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film Michael Madsen siger:

”Det er blevet sagt, med Romerrigets gladiatorkampe i tankerne, at et samfund kan kendes på dets måde at underholde sig selv på. Scenen for vores tids filmfortællinger er måske ikke Romerrigets konkrete barbari, men arenaen er ikke mindre voldsom. Dramaerne udspiller sig i ethvert liv. Tak til de danske filmskabere for mod til at vove, for at tage ansvar og for at insistere på at fortælle historierne til os alle sammen.”

Her er årets syv film

  • Jørgen Leth for ’Jeg går’
  • Eva Mulvad for ’En familie på flugt’
  • May el-Toukhy, Maren Louise Käehne og Jasper Spanning for ’Dronningen’
  • Sun Hee Engelstoft for ’Forglem mig ej’
  • Anna Eborn for ’Transnistra’
  • Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen for ’Ternet Ninja’
  • Frelle Petersen for ’Onkel’

Med hver præmiering følger 100.000 kr.

Se begrundelser for alle udvalgets præmieringer 2019 

Om præmieringer

Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal værker, som har betydet noget særligt for dansk film. Man kan ikke søge om at blive præmieret, og udvalget vælger frit mellem nye filmværker.

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Film består af filminstruktør Michael Madsen (formand), manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen og filminstruktør Aage Ris. Præmieringerne er dette udvalgs sidste uddeling, inden et nyt legatudvalg for film tiltræder 1. januar 2020.