25 mio. kr. i Corona-hjælp til arbejdslegater
Sent i går aftes blev regeringen og et bredt flertal i Folketinget enige om at give ekstra 25. mio. kr. til arbejdslegater i Statens Kunstfond.
Pressemeddelelse
28. oktober 2020
Arbejdslegaterne skal gå til professionelle kunstnere, der er økonomisk udfordrede under den aktuelle COVID-19-situation, fordi de ikke har kunnet opnå støtte over et fastsat beløb fra de generelle hjælpepakker i 2020.
”Der er ingen tvivl om, at corona-situationen sætter vores kunstnere i en hård situation. Derfor er vi glade for at kunne hjælpe til med at uddele flere arbejdslegater til flere kunstnere, der har brug for det. For vi har som samfund aldrig haft så meget brug for kunsten som nu,” siger bestyrelsesleder Michael Bojesen fra Statens Kunstfond.
Legaterne, som kommer til at blive uddelt i første halvdel af 2021, skal hjælpe til, at kunstnere kan fortsætte deres arbejde og udfolde deres kunst også under Corona-restriktioner og gerne til nye målgrupper, der er forhindret i at deltage i kulturlivet på grund af Corona.
Vi går nu gang i Statens Kunstfond med at fastsætte de nærmere kriterier for legaterne. Vi opdaterer hjemmesiden, når arbejdslegaterne skal søges.
Fakta: Arbejdslegater fra Statens Kunstfond
Kunstfonden uddeler arbejdslegater hvert år for i omegnen af 100 mio. kr.
Arbejdslegater går til kunstnere inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, arkitektur, film samt kunsthåndværk og design.
Mangler du mere info?
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53