Hjælp til kunstnere og projekter støttet af Statens Kunstfond

Coronakrisen er en hård tid for kunst- og kulturlivet med aflyste projekter, der ikke kan gennemføres. Ny aftale skaber klarhed for kunstnere, der har modtaget støtte fra Statens Kunstfond. 

Pressemeddelelse
31. marts 2020

Kunstnere der har fået støtte fra Statens Kunstfond til aktiviteter, der ikke kan gennemføres på grund af COVID-19, beholder deres tilskud. Det er en meget tiltrængt håndsrækning til kunstnerne, der har været nødt til at aflyse deres planlagte aktiviteter.

Michael Bojesen, formand for Statens Kunstfond, siger:

”Vi er glade for, at vi i denne ekstraordinære situation kan udvise fleksibilitet og finde løsninger, så kulturlivet kan rejse sig så hurtigt som muligt. Det er helt tydeligt i en krisesituation som denne, at kunsten og kulturen er det, der binder os sammen og skaber fællesskab. Derfor er det også så vigtigt for vores samfund, at vi har et kunst- og kulturliv på den anden side af krisen. Stor tak til kulturministeren og politikerne for at bakke op om, at vi i Kunstfonden kan gøre vores til at hjælpe kunstnerne i denne svære tid”.

Under coronakrisen kan kunstnere fortsat søge fondens puljer, og ansøgere og støttemodtagere vil fortsat få behandlet deres ansøgninger.

Mere detaljeret information og retningslinjer for aftalen følger snarest muligt her på kunst.dk.

Fakta

En der står ved en mixerpult med publikum i foran

Fakta

Om aftalen

COVID-19 har resulteret i en række aflysninger af projekter, som har modtaget tilskud fra Statens Kunstfond. For at holde hånden under kunstnerne i denne ekstraordinære situation, lempes der på tilskudsreglerne i forhold til projekter og de kunstnere, der som følge af COVID-19 ikke får mulighed for i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020 at gennemføre deres projekter.

Ordningen medfører, at tilskud ikke kræves tilbagebetalt, uanset om aktiviteten er påbegyndt eller skulle være påbegyndt i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020.

Er dit projekt aflyst? Læs mere om retningslinjer og få svar på dine spørgsmål

Læs Kulturministeriets pressemeddelelse

 

Mere