Dristighedspris til bæredygtig andelsbevægelse
Foreningen Andelsgaarde modtager i dag Statens Kunstfonds ’Dristighedspris’ for deres handlekraft og nytænkende arbejde med at bevare og udvikle gårde i hele landet.
Pressemeddelelse
5. oktober 2020
Fagligt mod og engagement
Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur uddeler på arkitekturens dag ’Dristighedsprisen’ for 3. gang. Prisen anerkender arkitekter, som med deres faglige mod og engagement tør gå forrest i udviklingen af arkitekturscenen i Danmark. Kunstfonden har i år valgt at give ’Dristighedsprisen’ til foreningen Andelsgaarde. Med prisen følger 50.000 kr.
”Andelsgaarde vil genstarte andelsbevægelsen og arbejde sig ud af klima- og biodiversitetskrisen i fællesskab. Det kunne der skrives lange afhandlinger om. Andelsgaarde handler. De gør det åbent. Og de gør det dristigt – med mod, indsigt og handlekraft,” siger Ellen Braae fra Statens Kunstfonds arkitekturudvalg.
Foreningen Andelsgaarde
Andelsgaarde er en forening, der har det primære formål at drive medlemskabsejet landbrug og renovere gårde samt hjælpe landmænd med bæredygtigt landbrug. Andelsgarde renoverer gårdene med en bæredygtig ambition om at genbruge alle materialerne og med et ønske om at skabe plads til fællesskabet i fælleshuse, shelters, gæsteboliger, terapihaver, gårdbutik eller lignende.
De modtager ’Dristighedsprisen’ for at kombinere fællesskab og bæredygtighed med en usædvanligt stor portion handlekraft og konkrete, løsningsorienterede tiltag.
”Vi er i bestyrelsen meget taknemlige for prisen og sender den straks videre til alle vores dristige medlemmer. Vores nye andelsmodel har vist sig funktionsdygtig, og vi håber, at andre kan se, hvad vi har erfaret, nemlig, at vi kan vende udviklingen hurtigt sammen. Vi modtager prisen med et ønske om, at alle der er trætte af, at vi ikke handler nok på klima- og biodiversitetsudfordringerne, træder til og bliver gårdejere sammen med os,” siger forperson for Andelsgaarde Rasmus Willig.
Fakta
’Dristighedsprisen’ er Kunstfondens helt egen pris arkitekturpris. Med prisen følger 50.000 kr. Prisen blev uddelt for første gang i 2018, hvor Katrina Wiberg og Lasse Andersson modtog prisen for deres engagement og ekstraordinære arbejde med at formidle dansk arkitektur.
Mangler du mere info?
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53