Begrundelse

Kvinde står med kunstinstallation i baggrunden
Foto: Marie Munk

Det treårige arbejdslegat (855.000 kr.)

Billedkunst 2022

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Marie Munk

Marie Munks kødlige sci-fi-univers forener skulptur, bevægelse, lyd og interaktion i aparte totalinstallationer. Oftest består de af bizarre kropslige formationer skabt af sirlige lag på lag af silikone.

Marie Munks formationer fremkalder idéer om tarmsystemer, navlestrenge eller svulstlignende objekter, der installeret i hi-tech-settings frembringer oplevelsen af at gå rundt midt i et okkult datacenter, hvor krop og teknologi smelter sammen.

Dette kunne opleves på Munks seneste og hidtil største soloudstilling ”Big Energy” på Gl. Holtegaard, hvor sammenhænge og forskelle mellem krop, spiritualitet og datadyrkelse var i centrum. Kilometervis af tarme-/navlestrenge opsat som kabelrækker med blodige udluftningskanaler dannede et gangsystem rundt i museet. Her blev beskueren ledt igennem rum efter rum for til sidst at ende i en installation af store organlignende kødskulpturer med kunstige stearinlys i toppen.

Marie Munk er interesseret i, hvad nye teknologier betyder for vores krop, når teknologien og biologien bliver tættere knyttet sammen. Når vi for eksempel begynder at optimere vores kropslige præstationer via diverse digitale apps og måleenheder, og når det er antallet af skridt på en gåtur, der pludselig skal definere, om turen har været god nok.

Algoritmer og big data har hurtigt flettet sig ind i vores liv, og Marie Munks værk italesætter, hvordan vi risikerer en situation, hvor vores store tiltro til computerkraften får os til at tro, at den kender os bedre end os selv. Ligesom vi overlader flere væsentlige valg til algoritmer, vi ikke rigtig kender konsekvenserne af med muligt tab af spiritualitet og forbundenhed som følge.

Marie Munks signifikante univers formår på én og samme tid at vække stor afsky og nysgerrighed samt udforske og udvide det skulpturelle billedsprog. Hendes arbejde ræsonnerer med samfundsrelevante temaer om krop og teknologi og reflekterer således også over livets store gåder. For denne unikke praksis tildeles hun det treårige arbejdslegat til fortsat kunstnerisk forskning.

Marie Munk (f. 1988) er uddannet fra London Royal College of Art (2016). Hun har senest udstillet på Gl. Holtegaard, Tranen og Melange i Wien og kan opleves i kommende solo- og duoshows med Stine Deja på bl.a. dette års Roskilde Festival, Politikens Forhal og Museet for Samtidskunst.

 

Mere