Forretningsorden for repræsentantskabet for Statens Kunstråd

 

§ 1. Repræsentantskabet for Statens Kunstråd er nedsat i henhold til kapitel 3 i lov om Statens Kunstråd, lov nr. 230 af 2. april 2003, som ændret ved lov nr. 563 af 24. juni 2005 og lov nr. 511 af af 12. juni 2009. 

                                               Opgaver

Stk. 2. Repræsentantskabets opgaver, jf. lovens § 8, er

  • At udpege medlemmer til Statens Kunstråd, til dets fagudvalg samt i givet fald til udvalget for dansk billedkunst i udlandet.
  • At følge Statens Kunstråds virksomhed. Statens Kunstråds regnskab og beretning forelægges repræsentantskabet til bemærkninger, inden det af Statens Kunstråd forelægges kulturministeren.
  • At arrangere et årligt seminar i samarbejde med Statens Kunstfonds repræsentantskab om kunstens rolle i samfundet.

Stk. 3. Kunststyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for repræsentantskabet for Statens Kunstråd

                                                Møder

§ 2. Formanden for repræsentantskabet indkalder til repræsentantskabsmøde, når der skønnes behov for det.

Stk. 2. Formanden skal derudover, når mindst syv af repræsentantskabets medlemmer eller formanden for Statens Kunstråd anmoder om det, indkalde til møde.

Stk. 3. Repræsentantskabet inviterer en gang om året Statens Kunstråd til et møde, hvor rådet aflægger beretning og regnskab for sin virksomhed

Stk. 4. En gang om året indkalder formanden sammen med formanden for Statens Kunstfonds repræsentantskab de to repræsentantskaber til et seminar om kunstens rolle i samfundet.

Stk. 5. Indkaldelse af repræsentantskabet skal ske med mindst 14 dages varsel og skal være ledsaget af en dagsorden for mødet. I særlige tilfælde kan varslet forkortes, idet repræsentantskabet dog i disse tilfælde kun kan træffe beslutninger, når 2/3 af de tilstedeværende har godkendt mødeindkaldelsen.

§ 3. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. 

Stk. 2. Beslutninger træffes med almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Formanden eller mindst syv medlemmer af repræsentantskabet kan beslutte, at afstemninger gennemføres skriftligt. Skriftlig afstemning anvendes altid ved udpegning af medlemmer til Statens Kunstråd og dets udvalg.

§ 4. Repræsentantskabet såvel som formanden kan beslutte at invitere relevante personer til at overvære repræsentantskabets møder. Derudover er møderne lukkede for andre.

§ 5. Repræsentantskabet bør udvikle en arbejdskultur, der sikrer rum for generelle kunst- og kulturpolitiske diskussioner uden direkte forbindelse til de udpegningsberettigede organisationers interesser eller område, så der skabes mulighed for en frugtbar dialog mellem kunstnere og politikere og ikke mindst mellem de forskellige kunstarter indbyrdes.

§ 6. Der føres referat af repræsentantskabets møder. Det godkendes af formanden og udsendes til medlemmerne så vidt muligt senest 14 dage efter mødet 

                                           Udpegninger

§ 7. Senest 5 måneder før udløbet af beskikkelsesperioden for medlemmer af Statens Kunstråd og dets fagudvalg samt i givet fald for udvalget for dansk billedkunst i udlandet, foretager repræsentantskabet indstilling til kulturministeren om nybeskikkelse af medlemmer.

Stk. 2. Repræsentantskabet udpeger, jf. lovens kapitel 2, 5 medlemmer til Statens Kunstråd, 3 medlemmer til hvert fagudvalg, dog 4 medlemmer til fagudvalget for musik samt 3 medlemmer til udvalget for dansk billedkunst i udlandet, hvis et sådant nedsættes.

Stk. 3. Medlemmer, der udpeges til Statens Kunstråd forudsættes at besidde den fornødne sagkyndige ekspertise til at foretage kyndige vurderinger om tildeling af støtte inden for lovens formål.

Stk. 4. For medlemmer af rådets udvalg gælder endvidere, at medlemmerne bør besidde sagkundskab og ekspertise inden for det pågældende kunstområde.

Stk. 5. Siddende medlemmer af repræsentantskabet for Statens Kunstråd og/eller Statens Kunstfonds repræsentantskab vil kunne udpeges som råds- eller udvalgsmedlem, hvis de i forbindelse med udpegningen lader sig afbeskikke fra repræsentantskabet forud for beskikkelse som medlem af Statens Kunstråd eller dets udvalg.

Stk. 6. Forvaltningslovens almindelige regler om habilitet er gældende for praksis og sagsbehandling i Statens Kunstråd og dets udvalg. Det påhviler repræsentantskabet ved dets udpegninger at vurdere om de kandidater, repræsentantskabet ønsker at udpege, er generelt inhabile, f.eks. i tilfælde af særlige faglige tillidsposter o. lign.

Stk. 7. Der vedtages et særligt regelsæt for valg af personer, der udpeges til Statens Kunstråd og dets udvalg. Valgreglerne optages som bilag til forretningsordenen.

                                              Ændring af forretningsorden
 

§ 8. Ændringer i forretningsordenen kræver, at et flertal på mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer af repræsentantskabet vedtager ændringsforslaget.

Stk. 2. Ændringsforslaget skal have været udsendt til medlemmerne mindst en måned før mødet. Denne frist kan ikke forkortes.

Således vedtaget på repræsentantskabets møde 24. marts 2010

Uffe Andreasen, formand / Martin Vive Ivø, sekretariatschef 

Sidst opdateret af Mette Lynge Hansen d. 12.07.10

Del |
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen