Nabiha og Kenneth Bager i spidsen for præsentation af dansk musik i Cannes

27.01.12

På søndag spiller Nabiha, Kenneth Bager og Shanghai for hele den internationale musikbranche. Det sker i Cannes på den store internationale musikmesse MIDEM, der foregår fra 28. - 31. januar.

Det er en populær tilbagevendende begivenhed i Cannes, når de nyeste danske navne inden for dance/electronica bliver præsenteret på en såkaldt showcase på MIDEM-messen. Målet med showcasen er at gøre internationale branchefolk interesserede i at promovere og udgive dansk dance/electronica i endnu flere lande, end det allerede sker.

Showcasen foregår på klubben Club 7 og bliver arrangeret af Danish Dance Music Export. Tidligere har DDME bl.a. præsenteret Ida Corr, Camille Jones, Medina, Outlandish og Infernal på MIDEM.

I år samarbejder de nordiske lande for første gang på MIDEM med en fælles nordisk stand på messen og flere nordiske netværksarrangementer. Fra Danmark deltager 51 selskaber og 80 personer fra bl.a. pladeselskaber, musikforlag og musikorganisationer.

Statens Kunstråds Musikudvalg har støttet den danske deltagelse på MIDEM med 450.000 kr. Den danske showcase er støttet af Danmarks Eksportråd.

Erik Bach, formand for Statens Kunstråds Musikudvalg, udtaler:

"Vi har i de seneste år haft stor succes med at samarbejde med de andre nordiske lande på internationale musikmesser som WOMEX og Music China i Shanghai. Samarbejdet er med til at give musik fra Norden en langt større international synlighed, og derfor er vi glade for, at det nu også er lykkedes at etablere et nordisk samarbejde på MIDEM-messen i Cannes."

Om MIDEM-messen
MIDEM-messen i Cannes er et af de eneste mødesteder for musikbranchen, hvor alle musikgenrer og alle typer af musikaktører mødes for at handle med musik og udbygge internationale netværk.

Læs mere om messen

Yderligere information
Jesper Martini, Kulturstyrelsen: 2819 3833, jesmar@remove-this.kunst.dk
Kontakt vedrørende dansk showcase, Oliver Zähringer, Danish Dance Music Export (DDME) på tlf. 2120 6600, oliver@remove-this.ddme.dk

 

 

Sidst opdateret af Bodil Høgh d. 27.01.12.

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen