Bruuns Lydgalleri

 

Wayne Siegel præsenterer i det følgende projektet "Bruuns Lydgalleri", som er udarbejdet i forbindelse med den tredje runde af Open Call.

Bruuns Lydgalleri - lydinstallationer i Bruuns galleri ved Wayne Siegel, komponist.

Baggrund

Hver dag passerer tusindvis af mennesker igennem Bruuns galleris indendørs gadebillede i centrum af Århus. Stedet er - i kraft af sine besøgstal og offentligt tilgængelighed - et oplagt udstillingsvindue for lydkunst. Ideen med projektet er at skabe en række lydinstallationer som er skræddersyet til stedet. Målet er, at inddrage publikum gennem anvendelsen af intuitiv interaktion, designet til at vække de besøgendes nysgerrighed, legelyst, og opmærksomhed.

Lydinstallationerne er både ”site specific” og interaktive – det vil sige at lyden reagerer på de besøgendes adfærd. Værkerne inviterer til samarbejde og sammenspil mellem mennesker ved at skabe uventede sociale situationer.

Lyd spiller oftest ”anden violin” i forhold til det visuelle element i film, multimedie forestillinger og endda i musikvideoer og ved koncerter. Lydkunst som skal høres men ikke ses skaber muligheder for at skærpe de besøgendes ”lyttelyst”. Ideen er at skabe forunderlige og overraskende klanglige oplevelser som kortvarigt river de besøgende ud af en velkendt sammenhæng og vanlige tanker.

Listen Up!

På øverste etage i Bruuns galleri findes der et antal runde ovenlys i forskellige størrelse. Disse ovenlys er udformet som store rør mellem loft og tag. Listen Up er en ”lydskulptur” som udnytter fire af disse ”rum” til at skabe en anderledes lydoplevelse. Lyden aktiveres når en eller flere personer befinder sig direkte under det enkelte ovenlys. Lydskulpturen ændres i forhold til tilhørernes bevægelser. Hver ovenlys har sit eget klanglige ”tema”. Publikum oplever fire meget forskellige lydverdener under de fire ovenlys.

Den fysiske udformning af de enkelte ovenlys indgår i den klanglige udformning af lyd-skulpturen. Da rørene har forskellige størrelser har de også forskellige akustiske egenskaber. Disse egenskaber udnyttes til at farve og fordele lyden. Det største af de fire ovenlys er i forvejen indrettet med en scene direkte under ovenlyset. Denne scene bliver benyttet af især børn til at danse og løbe på. Scenen danner en særlig ramme, hvor de besøgende kan udfolde sig og udforske lydskulpturen ved at danse, hoppe og eksperimentere sig frem.

Teknikken består af en lille computer tilkoblet en avanceret bevægelsessensor. Systemet benytter ”computer vision” til at tolke de besøgendes bevægelser og omsætte dem direkte til lyd i real tid. To diskrete højttalere monteres i ovenlyset.

Dette videoklip viser en prototype-opstilling af installationen "Listen Up".

 

Hviskende fortove

Midt i det store, åbne ”hovedskib” på Bruuns Galleri er der fire meget store rullende fortove, som forbinder de forskellige etager. På grund af de forholdsvis store afstande, tager en tur på disse rullende fortove flere minutter. De hviskende fortove er en lydinstallation, som byder på overraskelser på vejen.

En række små, retningsbestemte, skjulte højttalere fordelt langs de rullende fortove skaber en nærværende og intim lydoplevelse. De kortvarige lyde spilles kun når en person passerer, og de kan kun høres af dem, som befinder sig tæt ved den enkelte lyttepost. Intentionen er at skabe overraskende, morsomme situationer, som river folk ud af den ellers monotone tur på det rullende fortov.  Små iscenesatte, uvirkelige situationer piller ved de besøgendes virkeligheds-fornemmelse på en venlig men bestemt måde. Lydene består til dels af hvisken på forskellige sprog samt lyde, som er meget fremmede i sammenhængen. Fuglesang, en tikkende bornholmer ur, en råbende gadesælger på et kinesisk marked, havets brusen, en brægende ged. Lydene er alle kortvarige og der er meget store variationer over tid. Forskellige besøgendes oplevelser vil være meget forskellige, endda usammenlignelige når de skal fortælle hinanden hvad de har oplevet på det rullende fortov. Mennesker, som ikke kender hinanden vil til gengæld få en fælles oplevelse når de bliver udsat for den samme uforklarlige lyd mens de passere hinanden.

Rullende fortove i Bruuns Galleri. Klik på billedet for at se dem i fuld størrelse.
Ovenlys i Bruuns Galleri. Klik på billedet for at se dem i fuld størrelse.
Ovenlys i Bruuns Galleri. Klik på billedet for at se dem i fuld størrelse.

Klik på billeder for at se dem i fuld størrelse.

Sidst opdateret af Morten Nybo d. 19.01.10

Del |
Open Call Idébank

Denne side er den del af projektet Open Call. Her præsenterer kunstnerne de udvalgte idéforslag.

Se alle de udvalgte forslag i Idébanken

Læs mere om Open Call


Klik på billedet for at læse den uddybende projektbeskrivelse direkte på din skærm.
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen