Tag kunsten med dig på mobilen

29.11.11

Statens Kunstfond har lavet en gratis app til mobilen, der gør det langt nemmere at besøge kunsten i det offentlige rum

Hvem har lavet maleriet i foyeren på biblioteket? Hvor er der kunst i det offentlige rum i Århus? Er der kunst langs ruten til sommerhuset?

De spørgsmål og mange flere kan man få besvaret med et par enkelte klik på Statens Kunstfonds nye App, som lanceres 29. december.

Værker i det offentlige rum er tit bedst kendt af dem, der bor lige i nærheden – mens alle andre har skullet lægge et arbejde i at finde ud af, hvor de var, og hvem der havde lavet dem.

Det ændrer den nye App på, fordi den giver en samlet indgang til over 700 offentligt tilgængelige kunstværker, som Statens Kunstfond gennem de sidste 40 år har været med til at støtte.

App’en giver alle unik mulighed for både at besøge den kunst, de ikke kender, og lære mere om den kunst, de passerer hver dag. Via App’en kan man f.eks. finde værker i nærheden; man kan læse om dem, se billeder og finde ud af, hvem kunstneren er.

Søren Jensen, formand for Statens Kunstfonds udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, udtaler:
”Det er vores mål, at så mange som muligt får glæde af den offentlige kunst. Derfor er vi glade for alle de muligheder, den nye app rummer. Man kan finde den hurtigste vej til sit yndlingsværk, eller alle værkerne af sin yndlingskunstner, men måske vigtigst af alt får man nu en let adgang til at finde den kunst, man måske slet ikke var klar over fandtes i ens lokalområde."

Den nye app udspringer af Statens Kunstfonds elektroniske guide Kunst på stedet, der samler informationer og billeder af kunst i det offentlige rum, som Statens Kunstfond har støttet.

Sådan finder du App’en
For at kunne bruge app’en skal man have en telefon med Android eller en iPhone. App'en kan hentes via Android Market eller App Store. Den kan downloades her. App’en er gratis.

Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 01.12.11.

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen