
Statens Kunstfond præmierer 8 cd-udgivelser mv. i 2011
08.12.11
Tonekunstudvalget for Rytmisk Musik præmierer i 2011 seks cd'er med hver 75.000 kr. og to ep'er med hver 50.000 kr. Udvalget, som består af Bent Sørensen (formand), Pernille Bévort og Jens Unmack, begrunder deres præmieringer sådan:
Søren Dahl Jeppesen: ’Red Sky’ (Dog Day Music, 2011), CD
Dette er guitarist Søren Dahl Jeppesens andet udspil som bandleader. Ligesom på cd’en ’Route One’ fra 2010 har han den islandske saxofonist Óskar Gudjónsson med. Ikke mindst valget af Gudjónsson bidrager til hele denne cd’s stemning og sound. Med sin karakteristisk støvede klang fremfører han de underspillede, melankolske temaer, så de får en utrolig stoflighed.
Der er et tilbageholdt åndedrag over musikken, en indtagende afdæmpet blødhed, og Dahl Jeppesen holder sig på dette spor hele vejen igennem cd’en uden at blinke. Som lytter lader man sig velvilligt fange ind i dette univers, en tåget regnvejrsaften i november.
The Raveonettes: ’Raven In The Grave’ (Universal Music, 2011), CD
Der er både skønhed i mørket og mørke i skønheden på Raven In The Grave, The Raveonettes' 6. album. Tidligere har Sune Wagner & Sharin Foo været tro mod en formfuldendt og støjdomineret retropop, men denne gang sættes barren højere end som så. Over albummets ni sange skabes en helhed, der stadig står melodisk fængende, men som i arrangement og udførsel nu rammer en mere trodsig som moden, nærmest cinematografisk stemning af tabt uskyld og uforløste drømme. Sune Wagner er en sangskriver der kan sine virkemidler og stilistisk er Raven In The Grave som sådan hans hidtil mest raffinerede værk. Trods de mange blandingslag af isnende lyd og distortion i den reverbdryppende produktion, er der intet overflødigt at finde her på en af årets fornemmeste og æstetisk mest rendyrkede danske rockudgivelser.
Iceage: ’New Brigade’ (Escho, 2011) CD
Intet dansk band har vel høstet så meget international genklang i år som de unge Østerbro-debutanter fra Iceage. I nær og fjern har debutalbummet New Brigade vakt opsigt med sin kantede og staccaterede musik, der bevæger sig inden for et område, der måske traditionelt kaldes punk, men som alligevel forbliver Iceage's helt egen, uden skelen til den genres stilistisk begrænsende normer og regler. Det er sjældent at opleve et debutband gå så uimponeret til værks som Iceage her, der i de korte monokrome start/stop-støjudbrud rammer en ungdommens udbrudstrang og rastløshed lige på kornet. At der bag al den kradse støj indimellem også gemmer sig fængende pophooks gør ikke New Brigade's fremsynede bedrift mindre imponerende, tværtimod. Iceage står lige nu som et band med kæmpe potentiale for videre udvikling og musikalske landvindinger.
Lars Møller og The Orchestra: ‘Episodes’ (Calibrated 2011), CD
Bigbandet The Orchestra er et af landets markante professionelle bigbands, som rummer nogle af tidens bedste ensemblemusikere og solister på jazzscenen. Denne cd, som viser en række af Lars Møllers seneste kompositioner skrevet til orkestret, dokumenterer hvor velklingende og velspillende orkestret er, og hvorledes dette udfoldes og udnyttes i kompositionerne og arrangementerne. Der er tale om kompleks og udfordrende musik, hvor der leges med musikkens mange elementer; bl.a. rytmiske forskydninger, kanon-effekter, mættede klange og skiftende instrumentering.
Det er bigband musik med både sans for det poetiske, det tilbageholdte og for det ekspressive og kraftfulde. Cd´en bobler af energi, spilleglæde og inspiration samt ikke mindst kærlighed til dette store format og dets udtryksmuligheder.
Clara Bryld: ’On Your Wall’ (Divine Records / Broken Silence, dec. 2010), CD
Dette er Clara Brylds debut cd som kapelmester. Hun har været backing sanger med bandet Efterklang og desuden arbejdet med kunstnere som Django Bates og When Saints Go Machine. Det lykkes hende på On Your Wall - med små midler - at skabe et charmerende univers med referencer til både pop og cabaret, som samtidig er iblandet en jazzet, legende tilgang til materialet. Hendes numre rummer en herlig skæv charme med elementer af skramlethed, lethed og et drilsk blink i øjet. Her inddrages lyden af en skramlet rytmeboks fra et miniature keyboard, tempi moduleres og enkelte steder hører man velvalgte arrangementer for blæsere i baggrunden. En klar, fin stemme med megen vilje bag udtrykket og med sans for det finurlige.
When Saints Go Machine: ’Konkylie’ (EMI / FAB Distribution 2011) CDDer ligger en særegen mørk lyd som forgrund på det andet album fra When Saints Go Machine. En lyd der samler 11 sange til et af årets mest helstøbte albums. Bag den mørke og ofte utydelige forgrund er der lys og et forunderligt liv af detaljer, der samles til stærke, nærmest symfoniske forløb. Dette fornemmes ikke bare i de enkelte sange, men på kryds og tværs over hele albummet. Det er electronica, det er beat, det er popsange, og der er spor af utallige genrer og stilarter. Forunderlige landskaber af lyd, hvor When Saints Go Machine kaster lytteren frem og tilbage i både tid og rum! Pludselig befinder vi os i en underlig film-noir-verden - pludselig danses der raggae, eller vi hører folkemusik fra et land, der ikke findes. På trods af de utallige referencer er det aldrig spredt fægtning. Stilpluralismen er stramt sammensat og samler sig til et originalt, ambitiøst hele.
Ulige Numre: ’Ulige Numre’ (Auditorium 2011) EPDet var en ny måde at bryde igennem lydmuren på, da Ulige Numre i august smed deres nye og da uudgivne sang 'København' op på YouTube, som en flimrende vital strøm af associationer til storbyens sjæl og nationalånden som sådan. Inden to måneder var gået havde over 100.000 klikket ind og oplevet sangen, der i tradition nok sendte kærlige tanker afsted til Dylan, Nikolaj Nørlund, Håkan Hellström, men også var lige her og nu, sikkert forvaltet i den unge sanger og sangskriver Carl-Emil Petersen's personlige greb. Den selvbetitlede EP, der udkom sidst på efteråret, spiller videre i præcis samme lydhøre og nysgerrige spor, på vej ud i livet med en særegen ny dansksproget musik, der bærer stort løfte for fremtiden.
Rumpistol: ’Talk to You’ (Rump Recordings 2011) EP
Den seneste EP fra Rumpistol viser en suveræn beherskelse af klippeteknik mellem diverse samples og ren elektronisk lyd, der samles til enestående lydbilleder. Titelnummeret - “Talk to You” - er som en enkel popsang kastet ind i en fremmed verden af elektronisk lyd, hvor det hele samler sig til et særegent musikalsk forløb. Dynamikken er evigt fluktuerende. Der skrues op og ned for den skrøbelige sang - snart er den forgrund - snart er den baggrund.
På hele EP’en mærker lytteren et forunderligt svævende dybdeperspektiv både dynamisk og klangligt. Samplede “levende” instrumenter lægger sig helt naturligt ind i den elektroniske lyd, og der er en smuk balance mellem det minimalistiske og det fremadrettede og mellem det lynhurtige punktuelle og evigt vibrerende slowmotionlyd.
Kontakt
For yderligere information kontakt:
Sekretær for tonekunstudvalgene i Kunststyrelsen Hanne Holdt Madsen,
tlf. +45 3374 4560,
e-mail: hanhol@kunststyrelsen.dk
Sidst opdateret af Bodil Høgh d. 09.12.11.
