DIVA - Residencies

 

For at styrke udvekslingen mellem dansk og udenlandsk kunstliv har Statens Kunstråd etableret Danish International Visiting Artists Exchange Programme (DIVA), som gør det muligt at invitere udenlandske kunstnere til at opholde sig og arbejde i Danmark i en længere periode, typisk 1–6 måneder.

Hvad er DIVA-ordningen?

For at styrke udvekslingen mellem dansk og udenlandsk kunstliv har Statens Kunstråd etableret en artist-in-residence-ordning i Danmark kaldet DIVA (Danish International Visiting Artists Exchange Programme). Ordningen er udviklet på baggrund af de positive erfaringer fra en tilsvarende ordning på billedkunstområdet, som fremover vil indgå i den nye DIVA-ordning. Det overordnede formål med programmet er at fremme dialogen inden for kunstens verden ved at præsentere de udenlandske kunstnere for de danske kunstnere og den danske kunstscene og få dem til at bidrage aktivt til udviklingen af den.  

Hvad kan der søges til?

DIVA-programmet gør det muligt for kunst- og kulturinstitutioner, kommuner og andre professionelle aktører på området som værter at invitere udenlandske kunstnere og kunstnergrupper inden for Statens Kunstråds område (d.v.s. billedkunst, musik, litteratur og scenekunst) til at opholde sig og arbejde i Danmark i en længere periode, typisk af 1–6 måneders varighed. Arkitekter, designere og filminstruktører vil ikke kunne komme i betragtning, med mindre de vurderes til at bidrage til udviklingen af de kunstformer, ordningen omfatter.

Statens Kunstråd afholder udgifterne til rejse og bolig og yder et månedligt honorar til kunstnerne på 10.000 kr. Statens Kunstråd giver desuden et månedligt beløb på 5000 kr. til værterne til dækning af de administrative udgifter forbundet med ordningen.

Hvem kan søge?

Kun danske institutioner og andre professionelle aktører kan ansøge. Potentielle residenter kan ikke selv ansøge direkte, men kan tage kontakt til danske institutioner med henblik på et ophold. De kunstneriske institutioner som eksempelvis en kunsthal, et galleri, et teater, et orkester, en festival, et undervisningsinstitut, en kommune eller lignende skal fungere som værter under opholdet og arrangere ophold, planlægge program, medvirke til at skabe faglige netværk med danske kunstnere, kunstnergrupper m.v.

Den udenlandske kunstner forpligter sig på sin side under sit ophold til at indgå i et aktivt og åbent samarbejde med det danske kunstliv i form af eksempelvis: fælles forestillinger, koncerter, udstillinger, workshop, afholdelse af master-classes, foredrag eller lignende.

Yderligere information

Kontakt Kunststyrelsens kunstfaglige medarbejdere: 

Kunststyrelsens Billedkunstcenter: Anette Østerby, tlf. 3374 4550, aoster@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Litteraturcenter: Anne-Marie Rasmussen, tlf. 3374 5075, anmara@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Musikcenter: Eline Sigfusson Paludan, tlf. 3374 4562, elisig@remove-this.kunst.dk
Kunststyrelsens Scenekunstcenter: Mads Nyholm Hovmand, tlf. 3374 4543, manyho@remove-this.kunst.dk

Statens Kunstråd forventer at 25 til 30 udenlandske kunstnere om året vil komme til Danmark med støtte fra ordningen, hvortil der foreløbigt er afsat 6 mio. kr. over de næste år.

 


Tilskuddet dækker følgende områder

Billedkunst, Litteratur, Musik, Scenekunst

Sidst opdateret af Nønne Hoffmeyer d. 23.02.10

 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen