Thomas Clausen, f. 1949

Modtager er hædersydelse, tildelt i 2013 / Musik

Begrundelse for tildeling

Thomas Clausen er som komponist en sansende poet og en sanselig æstet. Igennem en lang karriere har han hele tiden afsøgt nye udtryksformer og leget sin musik ind i nye genrer. Han har skrevet musik for store ensembler, kor og Big Band, hvor han har høstet af sin store erfaring med - og kendskab til - klassisk musik, og fra midten af 90’erne har han hentet stor inspiration i brasiliansk musik. Selv når han smelter sine kompositioner ind i et tilsyneladende fjernt univers, og han synes borte fra sin egen verden, har han hele tiden sit eget originale udtryk med sig.

Thomas Clausen er en virtuos og følsom pianist. Hans hænder former musikken på vidunderlig vis, og hans musik udspringer fra klaveret. Derfor er det også klavermusik og musik for den traditionelle jazztrio med klaveret i centrum, der ligger som en rød tråd gennem hele hans produktion. Hans melodier og temaer synes ofte enkle, men netop i enkelheden, hvor alt overflødigt er skrællet bort, kan man lytte sig ind i en musik, hvis skønhed kan få hårene til at rejse sig på kroppen, og en lang række af hans melodier i den lille form har et klassikerpotentiale, der kan bære traditionen videre til fremtiden.

I en verden - i en genre hvor soloklaver og jazztrio tynges af en stor byrde af tradition, formår Thomas Clausen at kravle ud af forbilledernes historiske skygger og skabe sin egen kompositoriske identitet, som synes mærket af en uforklarlig men umiskendelig nordisk tone. På albummer som "Rain" (1980), "Piano Music" (1988) og hans allerseneste udgivelse, "Sol" (2012) mærker man, at der skabes en lige, ubrudt linje fra Clausens vision gennem hans hænder på tangenterne, ud i hans kompositioner og ind i lytterens drømme og kroppe. En musik fyldt af nordisk længsel. En original musik skrevet i et land, hvor det sneer.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)