Steffen Brandt, f. 1953

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2016 / Musik

Foto: Skandinavian Booking og Management

Begrundelse for indstillingen

Steffen Brandt synes at være drevet af en konstant ambition om at genopfinde sig selv samtidig med, at man som lytter aldrig er i tvivl om det særligt brandtske - det spydige, sarkastiske, kærligt-kritiske og altid rammende hverdagssprog, hvormed han har formået at definere den danske folkesjæl nu igennem snart fire årtier. Her er teksten fuldstændig central og uadskillelig fra musikken. Når sætninger og ord som: bag duggede ruder, rigtige mænd eller småt brandbart dukker op, henledes tankerne på Brandt og bliver et vidnesbyrd om den påvirkningskraft, en popsang eller poptekst har på os, når den kunstneriske kvalitet er allerbedst.

Som Dorte Hygum Sørensen skrev i Politiken i et 60-års fødselsdags-interview:
”Mere kontinuerligt end nogen anden sangskriver har Steffen Brandt i tre årtier været det danske sindelags begavede seismograf.”

Siden 1981 har Steffen Brandt været kendt ankerperson i bandet TV-2. Her har han komponeret sange til 18 fuldlængdealbums. Musikalsk er Brandt rundet af new wave-rocken fra især Storbritannien og var op gennem 80’erne i opposition til postrockens æra, hvor han insisterede på sine komplicerede popsange.

Steffen Brandt har også skrevet tekster til en række danske artister, heriblandt Peter Belli, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen.

At Steffen Brandt har haft afgørende betydning for den danske sangskrivertradition og stadig er til inspiration for også unge sangskrivere, ses i en række samarbejder med yngre kunstnere som f.eks. Tina Dickow og Julie Maria, men også i hans engagement og kuratering i forbindelse med koncertrækken Uden for Sæsonen på Bornholm.

På smukkeste vis balancerer Steffen Brandt kunstnerisk integritet og det brede folkelige. Derfor indstiller Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik med glæde Steffen Brandt til en hædersydelse.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)