Erik Clausen, f. 1942

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2010 / Film

Begrundelse for tildeling

Erik Clausen er arbejderdrengen, der sætter sig for at finde kunsten og bruge den ad helvede til, maler, skriver, filmer og klovner. Han har livet igennem sat et spejl op for os. Vi ser os selv usminket, men samtidigt indgydes vi mod på livet.

Erik Clausen forsvarer den lille mands ret til civil ulydighed, og han vender sig mod eliten, det korrekte og etablerede. Han er folkelig og uspoleret, imod finkultur og glatte gulve. Altid er der bid i hans satiriske kommentarer, altid er hjertet med. Men tag ikke fejl, Erik Clausen er dybt optaget af - og vidende om - den kunstneriske og filosofiske arv, vores kultur hviler på, og han integrerer den legende i sit kunstneriske arbejde.  

I Erik Clausens film er mennesker mennesker - kantede og runde, usikre og stædige, vilde og bløde. Ofte på én gang. Outsidere portrætteres med glimt i øjet og med indsigt og kærlighed. Erik Clausen formår at spille på både satirens, ironiens og humorens tangenter, men er ikke bleg for tragedien og de store følelser, og han er en af de få, der nærmest har skabt sin egen genre i dansk film.

Erik Clausen er en karismatisk kulturpersonlighed, der får kunsten ned på jorden og ud på gaden og ind i hjertet. Han er det tætteste, vi i begyndelsen af det 21. århundrede kommer »dansk folkelighed« i en kulturelt marginaliseret tradition, som fastholder den samfundskritiske og socialrealistiske nerve med vid og bid.

Erik Clausen fortjener at modtage livsvarig ydelse for netop at være Erik Clausen.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)