Bille August, f. 1948

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2016 / Film

Begrundelse for indstillingen

Bille August er oprindeligt uddannet filmfotograf men debuterede som instruktør i 1978 med spillefilmen ”Honningmåne”. Siden har han instrueret adskillige film og tv-serier, hvoraf flere udgør markante værker i dansk filmhistorie og spiller en væsentlig rolle i mange danskeres kulturarv.

Den første del af Bille Augusts karriere har rod i danske og nordiske forhold, og værkerne fra denne periode er på hver sin vis skelsættende. Med “Zappa”, “Tro, Håb & Kærlighed” og “Busters Verden”, skildrer Bille August det unge menneskes eksistens og mødet med den voksne verdens brutalitet. Barnet betragtes i øjenhøjde med loyalitet, og dets følelsesliv registreres med samme seriøsitet som de voksnes. Med disse tidlige film er Bille August med til at grundlægge traditionen for kunstnerisk funderede skildringer af børn og unge, som med tiden bliver et kendetegn for dansk film.

Bille August fortsætter med at fortælle med barnet som centrum i sin filmatisering af Martin Andersen-Nexøs socialrealistiske arbejderklassiker “Pelle Erobreren”, der bliver hans store, internationale gennembrud og står tilbage som en milepæl i dansk film. Den internationale succes fortsætter med “Den Gode Vilje”, som Bille August fik betroet af Ingmar Bergman. 

Herefter følger en ny fase i karrieren, hvor Bille August søger sine udfordringer internationalt i samarbejde med nogle af tidens mest anerkendte skuespillere på en række store litterære adaptioner, og med “Åndernes Hus” som det mest grandiøse.

I de senere år har han igen lavet film i Danmark, og bekræfter endnu engang sin evne til at få det allerbedste ud af store skuespillere på film som “Marie Krøyer” og “Stille Hjerte”.

Bille Augusts filmsprog og emnevalg har i hele karrieren demonstreret en klassisk humanisme og selvom det personlige især har været fremtrædende i hans første film, er der al mulig grund til at forvente nye landvindinger fra hans side.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accepter cookies

På kunst.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra kunst.dk.

Læs mere om cookies på kunst.dk
Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)