En ny fælled

- (Foto: Woto - Flickr, Creative Commons)
Fælled – Commons
En Fælled var oprindelig de marker, som en landsbys beboere i brakperioden kunne benytte i fællesskab til bl.a. græsning af husdyrene. I dag kan Fælled stå som betegnelse for alle de fælles værdier det globale samfund råder over. Naturen, samfundene, byerne, gaderne – livets fysiske rammer. Men også alle de ikke-fysiske fælles værdier. Historien, kunsten, billeder, ideer, viden, videnskab, opfindelser; sprogene, de sociale relationer, følelser og fortællinger. Efter en periode hvor samfundet generelt har bevæget sig imod en stadig større privatisering af de fælles værdier og det fælles offentlige rum, ses der i dag forskellige tegn på at nye fælles rum og nye fælles værdier udvikles; både som kritik af den herskende kapitalistiske orden – men også mere overraskende som nye udviklinger i selve den kapitalisme, hvor den private ejendomsret ellers er et af de helt centrale principper. Håndteringen af de fælles værdier og en mulig rekonfigurering af det offentlige rum er emnet for projektet.
En Ny Fælled
En Ny Fælled er et åbent længerevarende seminar, centreret omkring en række taler og diskussioner, installeret i en midlertidig arkitektonisk struktur i Fælledparken i København.
Præ-tekst
En Ny Fælled er videreudvikling af de 2 projekter Co-Lab og i-n-k (institut for nutidskunst), som jeg arbejdede med i årene 1998-2005 sammen med forskellige personer. Begge var forsøg på at manifestere kunstværket og kunstudstillingen som en platform for socialisering af forskellig art.
Arkitektoniske elementer
En Ny Fælled består af 8 arkitektoniske elementer: Eng, Talerstol, Tribune, Pergola, Edit-rum, Bjerg, Audio Visuel Fælled, Bar.
Se en beskrivelse af de arkitektoniske elementer.
3 x talerække
En Ny Fælled består af 3 selvstændige talerækker, flettet sammen i tid, men med 3 seperate tematikker:
A: Imaginære Fælleskaber?
Et længerevarende seminar med inviterede talere omkring de 5 tema’er: Klimaet som global fælles resource, Elektronisk Fælled, Creative Commons, Temporær Autonom Zone, Kunst Som Offentligt Rum.
B: Ytringsfrihed Revisited
Et antal centrale tekster og dokumenter fra debatten om ’ytringfrihed’ og ’krigen mod terror’ re-enactes og performes af forskellige performere inviteret til lejligheden.
C: Åben talerstol
En åben talerstol for enhver som holde en tale, både om de emner der i øvrigt diskuteres på En Ny Fælled, men lige såvel om et hvilket som helst andet emne.
Mediering og Remix: Audio Visuel Elektronisk Fælled
For at synliggøre at En Ny Fælled eksisterer både i den konkrete virkelighed og samtidig i et felt af digitale virtuelle platforme vil de aktuelle taler være i konstant dialog med både visuelle og auditive repræsentationer og remix af både tidligere og den aktuelle tale. Der eksperimenteres kraftigt - både med hvordan de forskellige bidrag repræsenteres på nettet, men også i kraft af at flere talere måske deltager via internettet, enten som live-streaming eller som på forhånd indspillede bidrag.
Sidst opdateret af Morten Nybo d. 15.01.10
Open Call Idébank
Denne side er den del af projektet Open Call. Her præsenterer kunstnerne de udvalgte idéforslag.





