T-ARD: Tingbjerg
T-ARD er et kunstprojekt i det offentlige rum i Tingbjerg. En bydel på kanten af Københavns Kommune, omgivet (eller indespærret) af mose og motorvej med 6.500 indbyggere. Folk bor i 15-20 sæt af fire lave blokke i en retangel som omgiver en grøn rekreativ gård. I midten ligger Tingbjerg skole. Der er kun een vej ind og ud af bydelen. Af den grund har den et "urbant landsbypræg" med en stærk egenidentitet. Identiteten er også præget af en væld af forskellige etniciteter og kulturer. Mange er dårligt bemidlede og der er en stor bolig-social, integretions- og udviklingsmæssig indsats.
Introduktion
Kommunen har en plan. Tingbjergs områdesekretariat har en plan. Hvordan kan kunsten indgå i en kritisk og perspektivændrende dialog med disse og skabe nye muligheder, som har sit ståsted i mødet imellem det skønnes etik og det godes æstetik! Vi kan også sige det som skiftet fra "skønhedens administration til nu at omhandle en administrationens skønhed i mødet med offentligheden." (1)
Samtidig er det vores forsøg stadig at udføre disse tiltag som kunst, fordi kunst ikke er politik, socialarbejde eller arkitektur, men et fagområde, der benytter sig af disse formbare størrelser som materialer.
Succeskriterier for denne type kunst er f.eks.:
- Den skønne deltagelse, dvs. hvordan kan det at skabe deltagelse i et kunstprojekt være "smukt"
- Evnen til empati, som bl.a. handler om solidaritet i udvekslingen
- Etik, det at handle i respekt for sine medmennesker
- Den rette tid, processer tager tid og den tid det tager må det tage
- Tiden skal også sikre den skønne dialog, hvor der er tid til at skabe tillid
4 delprojekter
Projektet består af 4 delprojekter, som berører emner som byplanlægning, det offentlige rum som ramme for fællesskaber, kunst i det offentlige rum, konflikter som udløses af og løses i det offentlige rum, identitet, landsby i byen, det modernistiske bolig projekt, anvendelse af teori og forskning, sammentænkning af form og indhold - f.eks. læringsplan i skolen (indhold) og klasselokalets struktur og indretning (form) etc.
Men alle projekter og emner behandles via kunsten i det offentlige rum ved, at vi ser på, hvordan denne kan bruges som redskab.
Etikken er svær, fordi vi laver kunst OG taler om at skabe positiv udvikilng. Hvordan gør vi det? Og hvorfor er det interessant? Som kunst? Hele min kunstpraksis (Kenneth A. Balfelts, red.), som er T-ARDs ene udgangspunkt, er et eksperiment i at se, hvordan netop kunsten kan bruges som et bidrag til samfundet. Ikke som kritik, for jeg tror ikke på kritik som grundlag for udvikling, men på kontruktiv dialog som producerer nye situationer.
Der er eksplicit tale om produktion. Både at vi ønsker at producere nogle nye metoder og situationer, men også at vi ønsker at blive produceret i processen. Det sidste fordi vi stiller krav til dem vi arbejder sammen med. Vi vil også have noget ud samarbejdet. For kun med det udgangspunkt, tror vi på, at vi har respekt for dem vi arbejder sammen med og ser dem så igeværdige - og derved også kan give os noget.
Forsøget er at gøre kunsten til et rum at skabe forandring i. Vi inviterer indenfor. Her er der tale m bl.a. en "fri agent" som ikke har nogen dagsorden, være det sig institionel, politisk eller fagligt, en som benytter sig af institionelle, politiske og faglige input, som materialer. Disse kan tilvælges eller fravælges uden nogen synlig forklaring. Det er kunstens ret.
Det var lidt om metodens udgangspunkt. Om selve projektets indhold skal det slås fast at vi som udgangspunkt ikke har nogle svar, ikke nogen dogmer eller noget mål. Vi starter fra scratch. Det er en proces, som starter med et møde. Derfra vokser det. Vi har et indspark, en bestemt opstartsproces, nogle værdier og metoder, og det har området også, deres ønsker, drømme og forventninger - sammen bliver det en platform for vores fælles projekt.
Det er derved afgørende vigtigt for at forstå denne projektbeskrivelse, at vi ikke kan, eller vil, komme med skitser, modeller eller ønskede resultater. Endnu! Materialet er derfor et forsøg på at formidle hvordan, vi har opstillet et udgangspunkt for at kunne forme. En klump ler er sat frem.
Hvad der sker når vi begynder at røre ved den, ved vi ikke. Dette har alle vi kunstnere oplevet - vi kan have nok så mange planer og idéer, men når først vi får fingre i materialet, taler det til os. Det har sin egen viden, sin egen energi og retning - det producerer selv viden og os. Det er denne fantastiske erfaring vi ønsker at gøre brug af i dette sociale og procesuelle kunstprojekt.
Samarbejdspartnere
T-ARD, står for Tingbjerg - Art Research Dialogue, er et projekt af billedkunstner Kenneth A. Balfelt og socialprojektudvikler Jon Nedergaard.
Tingbjerg Skole, www.tingbjergskole.kk.dk
Tingbjerg Fritidscenter (børnehave, SFO, fritidsklub, ungdomsklub, byggelegeplads og pensionistcenter), www.tingbjerg.dk
Områdesekretariatet, som er de to boligselskaber i Tingbjergs bolig-sociale indsats
Det Fynske Kunstakademi (ikke formaliseret endnu)
Center for Konfliktløsning
Kvinfo
Rådgivere
Desirée A. Balfelt, livscoach. Om spørgsmål til afklaring af piger/kvinders behov og ønsker
1 som formuleret af Matthias Borello Hvass i "Empatiens kunst"
Sidst opdateret af Morten Nybo d. 15.01.10
Open Call Idébank
Denne side er den del af projektet Open Call. Her præsenterer kunstnerne de udvalgte idéforslag.







