Audio Air

 

Troels Sandegård præsenterer i det følgende idéforslaget 'Audio Air', som han har udarbejdet i forbindelse med den første runde af Open Call.

Kondenseret fugt
Audio Air er en totalinstallation, hvor luftens ikke-synlige indhold aktiveres i en auditiv transmission af kondenseret fugt. Værkets præmis er, at al fugt er et resultat af tilstedeværelse og respiration – ligesom en grøn plante påvirker omgivelserne, sætter et menneske sit præg på atmosfæren i en bygning.

Audio Air integreres i en bygning, ideelt set på en arbejdsplads, hvor projektet vil fungere som en form for rekreativt rum, hvis reelle fysiske funktion er at agere hovedpulsåre for alle udluftningsrør i det pågældende byggeris klimasystem, der cirkulerer, renser og udskifter luften. Samtidig er værket et oplevelserum, der med et lydbillede i konstant forandring afdækker spor af menneskelig tilstedeværelse.

Et tomt rum
Værket vil umiddelbart opfattes som et tomt rum. På det visuelle plan er projektet stramt og funktionelt – materialerne og detaljen er præsice. Det er derimod de ulogiske løsninger i de kausale forhold som hvor og hvorfor, der afslører værkets særlige præmis og dets relevans. Ved hvert enkelt udluftningsrør er der opsat en affugter, der cirkulerer og renser luften. Rensningen af luft ved kondensaffugtningsanlæg afgiver en væske, som mængdemæssigt er afhængig af de atmosfæriske forhold i den pågældende bygning, der igen er afhængig af det varierende antal af mennesker, som opholder sig her.

Den kondenserede væske falder fra en pipette. Dråbens lydsekvens vil, når den bryder et vandspejl, blive øget gennem forstærker og højttaler. Det auditive sanseindtryk minder om en atriumgård med rislende vand fra fontæner med beplantning, fisk og andet, som reelt anvendes til at mindske opfattelsen af forstyrrende lyde. Men lydbilledet i Audio Air vil opleves som et langsomt, nærmest konstant regnvejr, skabt af respirationen fra mennesker. Med lidt tålmodighed vil man nærmest kunne se sin egen ånde kondensere og falde som dråber, hvorefter den vil blende ind i det atonale lydbillede og blive et af mange.

Konstruktionen
Audio Air kan både realiseres i forbindelse med nybyggeri og eksisterende byggeri. Projektet tager form som en særskilt bygning på ca. 70 kvadratmeter, rejst i forbindelse med en hovedbygning i samme arkitektoniske stil. Tilbygningen er forbundet med hovedbygningen med store ventilationsrør og vil praktisk set fungere som husets ventilations- og klimaanlægsrum. Under loftet i lokalet løber alle store ventilationskanaler, og på hver enkelt af disse rør eller kanaler sidder en affugter. Det kondenserede vand løber fra hver enkelt affugter ud til en pipette. Dråberne falder fra pipetterne - et fald på flere meter - hvorefter de løber gennem en tragt i en kassekonstruktion 30 - 40 cm over gulvet.

Inde i kassen rammer dråben et vandspejl i en stålbeholder. Herved opstår en dryp-lyd, og denne lyd bliver forstærket af mikrofoner. Lydbølgerne sendes gennem en forstærker og ud i lokalet gennem højttalere. Fra pipetterne falder dråberne i forskellige tidsintervaller, fra hvert 5. til hvert 20. sekund, og stålbeholderne med vandspejlet, der skaber dryp-lyden, vil indeholde forskellige mængder af vand og have forskellig størrelse, så der derved  skabes en mangfoldighed i atonale lydsekvenser.

Det samlede lydbillede af differentierede dråbesekvenser vil opfattes som en konstant atonal bølge eller regnbyge.

Realisering
For at realisere Audio Air er det nødvendigt at gennemtænke hele konstruktionen i samarbejde med en ingeniør og en arkitekt, da min intention om en permanent mekanisme er meget mere kompliceret end midlertidige mobile enheder, som min erfaring bygger på. Disse samarbejdspartnere er ikke navngivet, da det konkrete byggerprojekt endnu ikke er defineret.

Billederne viser to realiserede projekter, som i denne sammenhæng kan fungere som prototyper til visualisering af installationen. Men der vil være mange visuelle og auditive justeringer, som vil tilføre værket en ny dimension af integritet og auditiv monumentalitet i det omgivende rum ved antallet af pipetter og ved en radikal permanent indbygning og tilpasning til den pågældende bygning.

Sidst opdateret af Morten Nybo d. 06.01.10

Del |
Open Call Idébank

Denne side er den del af projektet Open Call. Her præsenterer kunstnerne de udvalgte idéforslag.

Se alle de udvalgte forslag i Idébanken

Læs mere om Open Call


Klik på billedet for at læse den uddybende projektbeskrivelse direkte på din skærm.
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen