Om Open Call
Udvalget ønsker at fremme, synliggøre og diskutere det udvidede kunstneriske praksisfelt, som er vokset frem af samtidskunstnernes ændrede tilgang til behandlingen af offentligt rum.
Denne udvidede og ændrede tilgang manifesterer sig ikke i en ensartet metode eller særlig udtryksform. Her kan således være tale om strategier for såvel en permanent kunstnerisk bearbejdning som for en midlertidig fremtræden. Praksisfeltet undersøger den specifikke kunstfaglige aflæsning af verden ved konkret at udfordre, kommentere eller gribe ind i det offentlige rum. Samtidig udviskes eller forskydes grænsen mellem kunst og virkelighed - og mellem kunstner og publikum ofte. Her er tale om en bred vifte af initiativer - fra tværfaglige samarbejder, videnskabelig research, bistandsprojekter eller utraditionelt byggeri. Uanset form er ønsket at skabe sprækker i virkeligheden, hvori nye erfaringer kan opstå, og hvori anderledes aflæsninger af det konkrete kan incitere til en redefinering af det offentlige rum.
Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum ønsker at fremhæve denne løbende fornyelse af kunstens rolle i det offentlige rum, og indkaldte derfor idéforslag og visioner fra professionelle billedkunstnere, lydkunstnere, designere, kunsthåndværkere, arkitekter, landskabsarkitekter m.fl. med erfaringer fra og kvalificerede synspunkter på kunstnerisk strategi og praksis i forbindelse med det offentlige rum.
De 3 runder
Open Call bestod af 3 indkaldelsesrunder. Sidste frist for tilmelding var den 15. september 2009. De udvalgte idéforslag fra hver runde, 39 ud af i alt 292 indsendte, samles i en idébank. Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum gav for hver af de tre runder en karakteristik af de indsendte forslag samt de kriterier der lå til grund for udvælgelsen.
Udvalget udtaler om Open Calls første runde:
"Som helhed synliggør og eksemplificerer de mange og højt kvalificerede idéer og forslag, hvordan et kunstnerisk fokus på det offentlige rum har udviklet og ændret sig til et fælles bredt og frugtbart undersøgelsesfelt for samtidens kunstnere. Blandt de 94 forslag var forslag fra billedkunstnere, lydkunstnere, designere, kunsthåndværkere, arkitekter, landskabsarkitekter, byplanlæggere, performancekunstnere, kunsthistorikere m.fl.
Derudover viser mange af de indsendte idéskitser og forslag, hvordan der i forhold både til byens uforudsigelige og komplekse rum, men også i forhold til det mere traditionelt definerede offentlige rum, samarbejdes naturligt i højt kvalificerede tværfaglige og legende udvekslinger mellem kunstarterne.
Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum har i denne runde valgt at præmiere idéforslag, der tager udgangspunkt i de beskrevne parametre, som hviler på og fremhæver et forløb indenfor det valgte undersøgelsesfelt, som fremstår realiserbare og som med sin undersøgelse både nuancerer og udspiller de valgte strategier for kunstnerisk arbejde i forhold til det offentlige rum."
De udvalgte projekter fra Open Calls første runde er: "Inside Out", "Lykkeprojekt", "T-ARD", "Forsømte steder - nye identiteter", "Landsby Eller Rådden Banan", "Efterlyst", "Wikipedia / kunst i det offentlige rum", "Lokal Global Plan", "AudioMove", "We Control The Streets" og "Lydinstallation".
Udvalget udtaler om Open Calls anden runde:
"Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum har i anden runde valgt at præmiere 13 af 84 indsendte idéforslag. Et overordnet fælles træk ved disse forslag er, at kunstnerne aktivt og konkret opsøger nye græsgange.
Uanset om det er tale om en indgriben et udvalgt sted i den faktiske fysiske verden, eller en helt igennem idébaseret handling i en rent virtuel offentlighed, er der gennemgående et udvidet kunstnerisk fokus på spil. Et fokus på at udforske og udfordre såvel definitionen på hvad kunst kan være, som at gøre det i spalten mellem den fysiske og den ikke fysiske offentlighed.
Endelig synes der at være yderligere et gennemgående træk i de præmierede forslag i anden runde; en følelse af ansvar for den verden og/ eller de forhold der omgiver det enkelte individ."
De udvalgte projekter fra Open Calls anden runde er: "Radiant Copenhagen", "Mortorvejen som offentligt rum", "Kunst på biblioteket", "New Life Copenhagen", "En ny 'Fælled'", "Car- Park remix", "City by space. City by place", "Bevarelsen af Astrid Noacks Atelier", "Paradise Babylon – the trailer", "Modeshow i Øbrohallen", "Facebook / art in the public space", "Konfettirum", og "Taler til folket".
Udvalget udtaler om Open Calls tredje runde:
"De indsendte projektforslag danner i denne tredje indkaldelsesrunde ikke en overordnet helhed. I stedet har udvalget blandt projektforslagene mødt en vidtrækkende variabel af mulige undersøgelsesområder for den kunstner, der vælger at forholde sig til det sammensatte offentlige rum. Udvalget har også derfor valgt at vise denne spredning i sin præmiering. Og dermed samtidig, i denne sidste runde af Open Call-projektet, at fremhæve den frodighed, risikovillighed og stærke udvikling, der kendetegner dette kunstneriske undersøgelsesfelt.
Det er ikke muligt for Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum at afse flere midler til yderligere idéindkaldelser.
Udvalget håber, at Open Call og helheden af alle de præmierede forslag har understøttet og inspireret til en fortsat fremtidig videreudvikling af kunstneriske strategier for det offentlige rum."
De udvalgte projekter fra Open Calls tredje runde er: "Bruuns Lydgalleri",Blågårds Plads", "Concrete Utopia", "Et Offentligt domæne", "SUBTERRAMANIA", "Window for Dialogue - فرصة للحوار", "Provins", "Dig og mig og os tre", "Nærkontakt af tredje grad", "Billeder som gestus", "Return to Sender", "Truede Rumarter", "Bogbørsen", "Gaden Finder Vej" og "Det gamle kastanjetræ på Enghave Plads".
Sidst opdateret af Morten Nybo d. 15.01.10 Ansvarlig: Nina Leppänen
Om udvalget
I perioden 2008-2010 består Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum af formand, billedkunstner Erik Steffensen, billedkunstner Kerstin Bergendal og arkitekt Henrik Terkelsen.
Læs mere om udvalget og dets arbejde
For at holde dig opdateret med udvalgets arbejde, kan du yderligere tilmelde dig nyhedsmailen fra Statens Kunstfond.
For yderligere information:
Statens Kunstfonds sekretariat, Nina Leppänen,
tlf. 3374 5082,
ninlep@kunst.dk

