
Første runde af Statens Kunstfonds Open Call er afgjort
Idéer og visioner til fornyelse af diskussionen af kunstneriske strategier, metoder og opgaver i forbindelse med det offentlige rum blev indkaldt med frist 15.december. Efter udvalgets opfattelse holdt de mange idéforslag et højt kunstnerisk niveau.
Udvalget siger om de indsendte forslag:
Som helhed synliggør og eksemplificerer de mange og højt kvalificerede idéer og forslag, hvordan et kunstnerisk fokus på det offentlige rum har udviklet og ændret sig til et fælles bredt og frugtbart undersøgelsesfelt for samtidens kunstnere. Blandt de 94 forslag var forslag fra billedkunstnere, lydkunstnere, designere, kunsthåndværkere, arkitekter, landskabsarkitekter, byplanlæggere, performancekunstnere, kunsthistorikere m.fl.
Derudover viser mange af de indsendte idéskitser og forslag, hvordan der i forhold både til byens uforudsigelige og komplekse rum, men også i forhold til det mere traditionelt definerede offentlige rum, samarbejdes naturligt i højt kvalificerede tværfaglige og legende udvekslinger mellem kunstarterne.
Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum har i denne runde valgt at præmiere idéforslag, der tager udgangspunkt i de beskrevne parametre, som hviler på og fremhæver et forløb indenfor det valgte undersøgelsesfelt, som fremstår realiserbare og som med sin undersøgelse både nuancerer og udspiller de valgte strategier for kunstnerisk arbejde i forhold til det offentlige rum.
Udvalget har valgt at gå videre med følgende 11 forslag:
• ”Inside Out” indsendt af billedkunstneren Hanne Lise Thomsen
• ”Lykkeprojekt” indsendt af dansekompagniet Åben Dans
• ”Forsømte steder - nye identiteter” indsendt af landskabsarkitekten Marianne Levinsen og musikeren Jørgen Teller
• ”Landsby Eller Rådden Banan” indsendt af billedkunstneren Lisbeth Herman-sen
• ”Efterlyst” indsendt af billedkunstneren Ane Mette Ruge
• ”Wikipedia / kunst i det offentlige rum” indsendt af billedkunstneren Jon Palu-dan
• ”Lokal Global Plan” indsendt af billedkunstnerne Anne Bennike, Jens Axel Beck og Heidi Hove
• ”T-ARD” indsendt af billedkunstneren Kenneth Balfelt og socialprojektudvikler Jon Nedergaard
• ”AudioMove” indsendt af Teater Katapult
• ”We Control The Streets” indsendt af billedkunstnerne Søren Thilo Funder og Stine Marie Jacobsen
• ”Lydinstallation” indsendt af billedkunstneren Troels Sandegård
Udvalget forventer at kunne præsentere de 11 projektbeskrivelser i deres helhed den 1. maj 2009 på Statens Kunstfonds hjemmeside.
Udvalget indkalder idéer og forslag ved næste Open Call med fristerne 15. maj 2009 hhv. 15. september 2009. Hold øje med statenskunstfond.dk i april for programmet for maj-indkaldelsen eller tilmeld dig nyhedsmailen fra Statens Kunstfond.
I perioden 2008-2010 består Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum af formand, billedkunstner Erik Steffensen, billedkunstner Kerstin Bergendal og arkitekt Henrik Terkelsen.
For yderligere information kontakt:
Statens Kunstfonds sekretariat, Nina Leppänen, tlf. 3374 5082, ninlep@kunst.dk
Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 09.03.09.
