
Statens Kunstfond præmierer sanselig videoinstallation
Videokunstneren Elin Kristine Kromanns installation ”Another Domestic Wonder” er en skulpturel undersøgelse af volumen og rum overført til videomediets form. Med et narrativt forløb strakt ud til en længde på næsten to timer, er ”Another Domestic Wonder” et værk med meditative dimensioner, der udforsker skulpturens tidslige dimension og videoens rumlige potentiale.
Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg præmierer ”Another Domestic Wonder” med følgende begrundelse:
”Udstillingens videoprojektion undersøger forandring og proces. En meget stille, sanselig video opbygget som en minifiktion over et simpelt narrativt forløb. En isterning tabes på et køkkenbord og får lov at blive liggende, til den helt er smeltet. Den helt lille verden spejler det store univers.”

Foto: Camilla Schiøler
Udstillingen kan ses på Galleri Pixel, H.C. Ørstedsvej 66, frem til den 27. februar 2010.
Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg består i 2008-2010 af Erik Steffensen (formand), Hjördis Haack og Jesper Rasmussen.
Sidst opdateret af Karin Andersson d. 06.05.10.
