Peter Lands vandkunst ’Scenarie’ opført i Albertslund

Peter Lands vandkunst Scenarie, der har fået Statens Kunstfonds støtte til gennemførelsen, er nu opført ved Albertslund Station. Statens Kunstfonds udvalg for kunst i det offentlige rum har bidraget med 816.000 kr., mens Albertslund Kommune har bidraget med 200.000 kr. til projektet.

Scenarie er et badeværelse i det fri. På et podie af terazzo med lyseblå, flisebelagte sider har Peter Land placeret badeværelsets centrale elementer: et toilet, en vask og et badekar med bruser. I badekarret ligger en mand, der i øvrigt forestiller kunstneren selv, mens vandet fra bruseren løber ned over ham.

”Nu er det jo sådan at badeværelser i vores vestlige kulturkreds er noget af det mest private, man næsten kan tænke sig. Det er et af de få rum i boligen, hvor mange mennesker vanemæssigt låser efter sig, når de går ind. At omplante et sådant privat rum ind i det offentlige rum blev således udgangspunktet for den fortælling, som ligger i dette springvand.”, fortalte Peter Land om sin installation ved indvielsen i juni.

Inspirationen har Peter Land bl.a. hentet fra barokfontænerne, som de kan opleves i Rom såvel som i København:

”Jeg har altid været imponeret af barokfontænerne (…), og brugte derfor idéen om barokfontænen som udgangspunkt for mit eget arbejde her. (…) jeg ville gerne lave noget, som genintroducerer og opdaterer det figurativt fortællende, sådan som man kan opleve det i Rom, eller for den sags skyld i Gefionspringvandet på Esplanaden i København.”, forklarede Peter Land.

Peter Lands Scenarie blev indviet i juni i Albertslund. Da det for nylig blev udsat for hærværk, er det i øjeblikket under genetablering.

Omtale i pressen mm.:

"Peter Land udendørs-installation til Albertslund" Statens Kunstfond, 29. februar 2008 (annoncering af støttetildelingen)
"Afslører Peter Land installation" Albertslund Posten, 4. juni 2008 (foromtale)
"Spektakulær skulptur afsløres" Jyllands Posten, 13. juni 08 (indvielsen)
"Albertslund fik ny vandkunst" Albertslund Posten, 16. juni 2008 (indvielsen)
"Peter Land halshugget" kunsten.nu, 11. september 2008 (hærværk)


For yderligere information kontakt: Statens Kunstfonds sekretariat, Nina Leppänen Tlf. 3374 5082  ninlep@remove-this.kunst.dk

Sidst opdateret af Nina Leppänen d. 12.09.08.

Del |
 
Statens kunstfond Kunstrådet Kunststyrelsen